Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

172 III. Nogle Træk af Lavsvæsenets Historie. bejdet er færdigt, med mindre han vil rejse udenlands«. I de Artikler, der 1674 bleve givne Kjøbenhavns Tømmerlav, bestemtes, at den unge Svend skal vandre paa sit Haandværk »i det ringeste udi to Aar«, og det senest et Aar efter, at han er bleven Svend. Rigtignok hedder det i Mod- sætning dertil 1681, at naar nogen sit Haandværk saa lovlig og forsvarlig har lært, at han sit Mester- stykke kan gjøre, maa han blive Mester, endskjønt han ikke har rejst paa Haandværk et. Men nu var det for silde at stoppe Bevægelsen. Maaske var man bleven ængstelig ved den Paavirkning, der kom fra de fremmede Svende og fra de berejste danske Svende. I Artiklerne af 1682 Forbødes det at traktere en Svend, som kom, eller en, som rejste, saa vel som at holde Frimandag eller anden Drikkedag; Svendenes Kro ophævedes og med den alle deres »selvgjorte Vedtægter«. Men allerede 1684 bragte Regeringen i Erfaring, at Drenge, som havde udlært her, bleve forhaanede og foragtede, »alene fordi de ikke have ladet sig gjøre til Svende« efter de forrige urimelige Vedtægter. Tømmerlavets Oldermand mødte i December 1688 for Kjøbenhavns Magistrat med en Klage over, at de her udlærte Tømmersvende, som droge til Ud- landet, ikke kunde faa Arbejde, fordi Lavsskikkene ikke vare brugte ved deres Optagelse iblandt Sven- dene. Eølgen har været, at man saa i gj en nem Fingre med, at Tømmersvendene i Kjøben- havn atter indrettede sig efter tysk Lavs- skik. 1691 fik de Lov fil at holde Samlinger og til, at et Herbergeskilt blev udhængt. Forholdet, som nu udviklede sig, kan oplyses ved en Skrivelse af 1714 fra Tømmerlavet til Magi-