Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

1. Jærnets og Smeddenes Navnkundighed i gamle Dage. 229 Skibe. Den Mand, der tilføjede Hellig-OIav det første Saar i Slaget ved Stiklestad, var Torstejn Knarresmed, »saaledes kaldet formedelst sin Dygtighed i alskens Haandværker, især Skibs- byggeri«.4 Ordet »Smed« er beslægtet med Ordet »smidig«. Det latinske Ord, som svarer til »Smed«, er »faber«, og deraf kommer »Fabrik« og »Fabri- kant« *). I gamle danske Ordsprog finder man kun enkelte Haandværkere nævnte; i Peder Laales Samling forekommer »Mølleren« to Gange, men ellers næppe andre end Smed den. »Derfor har Smedden Tænger, at han vil ej brænde sine Hænder«; »Smedden sagde til Præsten: min kjære Herre, kristne mit Barn, jeg smedder dig et Plovjærn«; »hver Mand er sin egen (eller: sin egen Lykkes) Smed«. Af Saxes Fortælling om Erik den vel- talende kan det ses, at han har kjendt det første af disse Ordsprog, hvori Smedden nævnes. Om Smeddens Gjerning minde følgende Ordsprog: »Hvo mange Jærn haver i Ilden, brænder somme«, og »man skal slaa Jærnet, naar det er hedt;« det sidste Ordsprog er senere omdannet til: »Man skal smedde, mens Jærnet er varmt«. Smedden var ofte tillige Kunstner. Homer fortæller om Hefajstos (Vulkan), at han har sin Smedje med Esser, hvor Ilden opflammes med Blæsebælge, med Ambolt, Hammer og Tang. Der staar han og arbejder, til han sveder og bliver snavset, saa han kan behøve at tvætte sig ren *) Del franske Ord >maréchal<, som kommer af det latinske mare-scalcus, d. e. Heste-Tjener, (smign. dansk »Mær<, Marsk) og betegner en »Grovsmed« eller »Beslagsmed«, bruges ogsaa til Benævnelse af den øverste Hærfører.