Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

42 1. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. Opsynet over Redningsstationerne paa Skagen og ved Kandestederne. I de 20 Aar, Bertel Andersen boede paa Skagen, har han deltaget i og 1841—58 ledet saa godt som alle Redningsforsøg der paa Kysten. 1843 fik han den første Redningsmedalje, en russisk, senere en fransk, en engelsk, en prøj- sisk, en svensk og en dansk. De fleste Rednings- forsøg foretoges med Fiskernes egne Baade. En, der stod ham nær, har fortalt om ham: »Naar han gik til Sengs om Aftenen, blev altid Søtøjet lagt til rette. Naar en Melding om Stranding kom, sprang han strax op, gav sig sjælden Tid til at nyde noget, men tog et Stykke Brød i | Lommen og en Snaps i en lille Flaske, og saa vandrede han afsted. Afstanden til Strandingsstedet var sjælden mindre end en halv Mils Vej, Vejen var trang og trættende mellem Klitterne og Vejret ofte forfærdeligt. Gjennemblødt og forfrossen, ofte med Klæderne i Laser og overisede, kom han hjem igjen, undertiden først efter flere Dages Forløb. Tit bragte han de skibbrudne med sig hjem, hvor de fik Pleje og Klæder. Intet var ham for godt til de stakkels Søfolk.« Drachmann har sunget om ham: Se kun i hans Øje: det luer derinde, dæmpet som Gryet, naar Dagen stunder til; her er «Dødsforagten, i Kamp med Vejrets Vinde, her er Mandemodets det store Kan og Vi] . . . . Her er det, som Styrken sin Sejer bereder, det, som adler Næven om Reclningsaarens Skaft, her er det, som løfter os Bymænd vor Tanke, var den nok saa døvet af Kjævl og Kiv: her er Slægtens Mærke fra Skagens hvide Banke, Kristenkjærligheden til Næstens dyre Liv.