Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

5. Rødspættefiskeriet og Skagboerne. 45 var han bleven straffet med Prygl. At denne glemte Historie blev fremdraget, voldte, at Lars Kruse i 18 Aar maatte vente paa sit Sølvkors. Fra denne Skuffelse stammede det Tungsind, der aldrig skal have forladt ham, selv ikke naar han satte Baaden paa Land og bar reddede Mennesker ud af den; han var jo »en mærket Mand«. Sjælden har vel en Digters Lovprisning af en nulevende været paa sin Plads som Drachmanns af Lars Kruse. Denne fik det velfortjente Kors, Aaret efter at Drachmanns Bog om ham var udkommen. Den 9. Marts 1894 ved Middagstid var Lars Kruse sejlet ud paa Skagens Nørrehav for at trække sine Garn. Paa Vejen tilbage til den hvide Kyst, da Baaden var i smult Vande, voxede pludselig en vældig Bølge op af Havbunden og kæntrede Jollen. Lars Kruse sagde: »Gud være os arme Syndere naadig!« Faa Timer efter drev han op paa den hvide Kyst for aldrig mere at kæmpe med sit Hav. Den 3. December 1894 afsløredes et Mindes- mærke for ham i Skagen med en Tale af Forman- den for den almindelige Skibsførerforening af 1874, Kaptejn Holm, der sagde, at Lars Kruse havde været en Fører i Ordets egentlige Forstand: »Gid der altid maa findes saadanne Mænd paa denne farefulde Kyst«. Paa Stenen staar under Lars Kruses Billede et Vers af H. Drachmann: Om Revlens Brus forstummer, saa mæler denne Sten: her bleges under Klittens Sand en modig Sømands Ben. Men Skagens Rev og Revler erkjender deres Pligt °g synger om Lars Kruses Liv et højlydt He]ledigt1,!. Der er noget underligt ved Halvøens nordligste Pynt. En Kjøretur i Strandkanten fra GL Skagen