Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

70 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. Sommer et dansk Orlogsskib, der fra Esbjærg af gjør Ture op langs Vestkysten. Ved Telegraf og Telefon kan dets Fører hurtig faa Underretning om, hvor det er nødvendigt at øve Politimyndighed. Allerede 1885 aabnedes Telefonstationer i Nymindegab, Fjaltring, Harboør og Klitmøller, og siden er der kommen en hel Del flere til. Telefon- ledningerne have i alt en Længde af 511/2 Mil. Viser der sig Tegn til, at et Uvejr er i Vente, kan det ved Telefonen meldes til Fiskerne, saa at de kunne opsætte at gaa til Havs. Telefonen kan bruges til at kalde Redningsbaaden til Hjælp for Baadelav, der ere i Fare, eller — som 25. Januar 1897 — for at hidkalde Dampskibet »Vestkysten«. Ved Telefonen kan der gives Besked til Signal- stationerne, saa de ved Signaler kunne underrette Fiskerne, der ere paa Havet, hvor de i et givet Tilfælde helst skulle søge Land. Det ny Jærnbaneanlæg fra Lemvig til Harboør og ud til Tyborøn vil faa en lignende Betydning for Fiskeforsendelsen som Gillelejebanen og Skagens- banen. Anskaffelsen af Dampskibet »Vestkysten« maa fremhæves som en af de vigtigste Foranstaltninger, der i de sidste Aar ere trufne til Gavn for Vester- havsfiskerne. Men hvad de selv fremfor all ønske, er Havneanlæg, som kunne yde dem sikre Til- flugtssteder og gjøre det muligt for dem at bruge Dæksbaade. Den Regeringskommission, der, som anført, har været nedsat for at overveje denne Sag, afgav sin Betænkning 1887. Deri henlededes Opmærk- somheden særlig paa, at en Havn ved Limfjordens vestre Munding vilde ligge nær ved Sejlruten og i en passende Afstand fra andre Havne. Men den