Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

76 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. ad Havet paa Isen til sammen, indtil at de blev adskilte, somme til dette Liv og somme til det evige Liv, fordi at somme bleve reddet og komme op til Amager, somme til Saltholm, og somme flød end hen paa Isangel*) omkring Malmø heden imod Falsterbo og komme ind til Malmø igjen, og Vandet blev trykket af dem, saa at dc bleve end ved Livet og komme hjem igjen; men otte eller ni og tyve fattige Fiskere de druknede og døde udi det Vand; deres fattige Hustruer og Børn leve efter paa denne Dag udi Kjøbenhavn. Den Tid, de vaar saa til- sammen og fløde heden paa Isen, da maatte man høre (som de sagde for os, der hjem komme), hvilke der havde hørt Guds hellige Ord flittelig udi Kjøbenhavn. Der vaar een iblandt de fattige Fiskere ved Navn Hans Bent søn, fød udi Odense, min gamle Discipel med salig Ihukommelse. Han og nogen andre raabte til deres Stalbrødre og sagde; »Kjære Brødre og gode Naboer, lader os ikke falde udi Mishaab, for vi skulle dø udi dette Vand! Lader os nu se, om vi haver nogen Tid hørt Guds Ord udi vor Livstid! Det vil nu gjælde, vi ser den visse Død for vore Øjen, her maa vi blive, det maa ikke andet være«, og begyndte at sjunge denne Sang, som vi nu sjunge for Prædiken: »Nu bede vi den Helligaand«. Det vaar af Hjærtet, de sjunge. Der denne vaar ude, da sjunge de denne Sang over deres egen Død, som vi sjunge over Lig, naar vi det jorde: »Med Glæde og Fred far jeg nu hen«. Der vaar fuld liden Glæde paa Færde med dem, hvo der vilde skaade dette Kjød og Blod, og hvo der havde set, hvore de foer he- *) Isangel o: Isflager.