Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

82 I. Saltvandsfiskeriet og Fiskerne. ♦ kom i Flokke og lagde deres Unger paa et bestemt Sted ved den nordligeSide af Øen, hvor de om Mor- genen kom og gav dem Die. Fra Jul til Kyndelmisse maatte intet Menneske gaa ud til dette Sted, og man holdt Hundene indespærrede, for at de ikke skulde forstyrre Sælerne. Den 2. Februar gik Sognefogden ud med 3 Mænd for at slagte. Hannerne kunde man sjælden faa fat paa, og Hunnerne vilde man ikke tage, da hver af dem regnedes for at være lige saa værdifuld som en Malkeko; men Ungerne laa 6—7 Skridt fra Strandbredden paa Rad som sovende Smaabørn i Svøb, og af dem udsøgte de Anholt- mænd de fedeste og største, som snart vare ud- voxede til at gaa til Havs med de gamle. Fra et Gjemmested bag Brinken, hvor de uden at blive bemærkede kunde udse deres Bytte, krøb én at Mændene, idet han passede at have Vinden imod sig, forsigtig frem, hug en Krog i en Sælunge og trak den ubemærket ind over Brinken, og saaledes blev han ved, til de vare dræbte, som man den Dag havde udset til at slagtes. Hver tredje eller fjerde Dag gjentoges dette, men saaledes at der stadig var 3 ny Gaardmænd med, saa de alle kom med efter Tur. I Løbet af et Par Maaneder pillede man de fleste af Ungerne bort. Naar saa Parrings- tiden kom, sloges Hannerne om Hunnerne; de rejste sig, bed hele Stykker Kjød ud af hinanden og brølte, medens Blodet flød. Men da kjørte Anliolt- mændene ud med alle deres Vogne, og hver Mand havde en Prygl med et Spiger. De stormede ind paa de kæmpende Hanner, omringede dem og svang deres Prygle imod dem. Nogle Sæler flygtede, andre bed fra sig; fik de fat, kunde de knuse bande Arme og Ben; de vare næsten ikke til at prygle