Varme Og Kulde
Foredrag For Unge Tilhørere

31 ophorer Lyset at brænde). Aa, det er forseent, Flam- men er slukket. Men hust nu paa, at i det Dieblik, da den vilde til at slnkkes, var den overmaade svag. Den mindede mig om Voxlys, som jeg har seet brænde i meget store Hvider over Jordens Overflade. For nogle Aar siden havde Dr. Frankland og jeg tilbragt en heel Nat paa Toppen af Montblanc. Vi havde lagt os der, og havde brændt et vist Antal Voxlys af samme Beskaf- fenhed som disse, ved Tilbagekomsten lode vi atter nogle brænde i Chamounix. Luften paa Toppen af Mont- blanc var meget sparsom, meget lidet tæt, og det var besynderligt at see Virkningen af denne sparsomme Luft paa Flammen af Voxlysene. Den var netop som Flam- men af Lyset i det tomme Ram og færdig til at slukkes. Men en besynderlig Omstændighed var der. Den Mængde Stearin (det Stof, hvoraf Lysene ere forfærdigede), der i en Time blev fortæret paa Toppen af Bjerget, var nøjagtig lig den, der fortcere- des nede. Der har altsaa i Virkeligheden ikke været nogen mærkelig Forskjel, uagtet den Uhyre Forskjel i Flammens Glands. Men vi maa komme tilbage til Forbrændingen. Jeg maa da forst sige eder nogle Ord om Sammen- sætningen af Flammen, dette smnkke og vidunderlige Væsen. Dersom I note rmdersoge Flammen af et Lys, ville I lægge Mærke til, at en vis Deel af den er