Om Iltens Opdagelse

242 40 holder omtr. virkelig Luft (véritable air), der i Atmosfæren er‘blandet med 3 eller 4 Rumfang af en skadelig Luftart, en Slags „Mofette“, som vilde dræbe de fleste Dyr, hvis den var tilstede i noget større Mængde. Fremdeles slutter han af sine Forsøg, at naar man opløser Kvægsølv i Salpetersyre, saa forener Metallet sig med den (rene) Luft, som indeholdes i Salpetersyren og giver den Karakter af Syre. Idet Metallet forener sig med denne Luft, gaaer det over til Metalkalk; idet Syren taber denne Luft, gaaer den over til en Luftart Kvælstoftveilte. Og at Forholdet virkelig er dette, bevises ved, at de to Luftarter igjen kunne forene sig til Salpeter- syre. Denne Syre bestaaer af omtr. 2 Rumfang Kvælstoftveilte og 1 Rumfang af den reneste Luft saml af en temmelig betydelig Mængde Vand1). Kvælstoftveilte er derimod Salpetersyre, som har afgivet Luft (Ilt) og Vand. Om Flogiston spiller nogen Rolle ved denne Proces, vil han ikke indlade sig paa at afgjøre, men da Kvægsølvet gaaer ud af Forsøget nøjagtig som det gik ind, er der intet, som tyder paa, at det har afgivet eller optaget Flogiston. Han vil slutte denne Afhandling, som han begyndte den, nemlig med at give Priestley Æren for det meste af det interessante, den kan indeholde. Men han føler sig forpligtet til at rette en Fejl, som Priestley har begaaet, og som det vilde være farligt at lade blive staaende. Da Priestley altid, naar han indtørrer Salpetersyre med en hvilkensomhelst Jordart, ved Ophedning af Resten faaer Luft, som er bedre end den almindelige, saa troer han at kunne slutte, at Luften indeholder Salpetersyre, forbundet med Jord. Denne dristige Slutning gjendrives tilstrækkelig ved de i denne Afhandling meddelte For- søg. Det er indlysende, at det ikke er Luften, som indeholder Salpetersyre, men tvertimod Salpetersyren, som indeholder Luft, og — saaledes slutter lian — „denne ene Bemærkning giver Nøglen til en stor Mængde af de Forsøg, som findes anførte i Kap. 3, 4 og 5 i 2. Bind af Priestley’s Exp. and Observ.“. Denne Afhandling af Lavoisier kom allerede 1776 til Priestley’s Kundskab (se ovenfor S. 240), og han forsøgte strax at imødegaa den deri udviklede Opfattelse, som jo var lige den modsatte af hans egen. Allerede i Fortalen til 3. Bind af Exp. a. Observ.2) meddeler han, at lian har gjentaget Lavoisier’s Forsøg med Anven- delse af omtr. 27 g. Kvægsølv, men at han derved har havt el Tab af lidt over 7 Proc. Kvægsølv. Han indrømmer, at saadanne Forsøg efter de Betingelser, hvor- under de forelages, kunne medføre større eller mindre Tab. Imidlertid er det muligt, at der i Ilten kan være mere Salpetersyre og mindre Jord, end han oprindelig an- tog. Det, han nu lægger Vægt paa, er, at den reneste Luft faaes ved at afdestillere en Blanding af Jord og Salpetersyre til Tørhed. I den Slutning, han har draget heraf, nemlig, at Ilten bestaaer af Jord og Salpetersyre, kan han have laget fejl. Andre kunne maaske ræsonnere bedre over de Kjendsgjerninger, han forsyner dem med. Spekulation er en billig Vare. Men Lavoisier maa med sin Opfattelse nægte, at Kvægsølvets Flogiston bidrager til Dannelsen af den udviklede Salpeter- J) Lavoisier mente altsaa dengang, at Salpetersyreanhydrid var NO2, Cavendish fandt 1785, at det var NO2 33, og først Berzelius paaviste 1814, at dets virkelige Sammensætning var NO2 6. 2) s. XXVII f.