Om Iltens Opdagelse

paaviste, at denne Luftart var Ilt. Han sluttede heraf ligesom ved Salpetersyre, at da der kun er anvendt Svovlsyre og Kvægsølv, og da dette sidste gjenvindes ufor- andret, inaa Svovlsyre bestaa af IH og Svovlsyrling, og da man vidste, at denne dannes ved Forbrænding af Svovl i Ilt, maa den indeholde mindre Ilt end Svovl- syre. Det er klart, at man ved at anvende Priestley’s ovenanførte Ræsonnement, her vilde kunne slutte, at Ilten indeholdt Svovlsyre. Section V af Priestley’s Exp. a. Observ. 3. Bd. har en særegen Interesse. Det er en Afhandling, som lian allerede har læst 25. Jan. 1776 i Royal Society1), og som omhandler Luftens Virkning ved Aandedraget. Efter at have anført2) de mange Meninger, der ere udtalte om Aandedragets Betydning lige fra Hippokrates til hans egen Tid, udtrykker han sin Forundring over, al mellem saa mange forskjellige Anskuelser den ene rigtige ikke engang er fremkommet som en Formodning. Re- spirationen er efter Priestley en rent flogisticerende Proces, den virker paa Luften som alle andre flogisticerende Processer, f. Ex. som den allersimpleste, Metallernes For- kalkning. Den formindsker Luftens Rumfang i et bestemt Forhold og gjør den uskikket til Indaanding og Forbrænding. Priestley slutter heraf, at Lungerne ere bestemte til at bortskaffe det Flogiston, som med Føden er gaaet ind i Systemet og blevet ubrugeligt, og at den Luft, vi indaande, tjener som Opløsningsmiddel for dette Flogiston. Blodet er en Vædske, som er særlig skikket til at optage Flogi- ston. Dets Rolle er den, at det ved sit Kredsløb optager Legemets overflødige Flogi- ston og derpaa i Lungerne afgiver det til Luften, som ved Udaandingen skaffer det bort. Naar Blodet er mættet med Flogiston, er det sort; naar det har afgivet sit Flogiston, er det rødt. Han finder nu ogsaa, at sort Blod bliver rødt i almindelig, men især i deflogisticeret Luft. Derimod bliver det røde Blod sort i enhver Luftart, der er uskikket til at indaandes, f. Ex. Kulsyre, Brint, Kvælstoftveilte og Kvælstof. Han bringer sort Blod i Ilt og finder, at denne efter 24 Timer var blevet fordærvet; det var altsaa klart, at Blodet havde afgivet Flogiston. Omvendt frembragte rødt Blod en Formindskelse baade i Brint og Kvælstoftveilte. Brinten vedblev vel at være brændbar, men var dog efter Forsøget i Stand til at formindskes af Kvælstoftveilte. Paa den anden Side tabte Kvælstoftveilte ved det røde Blods Indvirkning tildels sin Evne til at reagere paa atmosfærisk Luft. Begge havde altsaa afgivet Flogiston. For at imødegaa den Indvending, at Blodet i Lungerne jo ikke kommer i umiddel- bar Berøring med Luften, indeslutte? han sort Blod i en Blære, hænger denne op i Luften og finder, at Blodet alligevel bliver rødt. Ogsaa gjennem Serum og Mælk virker Luften paa Blodet, men ikke gjennem Vand. Den Anskuelse, Priestley let havde antydet i første Del af sil Værk, har han altsaa her udviklet udførligt og støttet den med en Række værdifulde Forsøg. Aandedragsfænomenerne ere her, saa vidt jeg ved, for første Gang bragte i Over- ensstemmelse med Flogistontheorien. Men det var ikke ad denne Vej, det store Problem skulde løses. Mayow havde, som vi have set, anvist en anden Retning, og ]) Og som ogsaa er trykt i Phil. Trans. 66, 220. 2) Væsentlig efter A. v. Haliær. Elementa physiologiæ, Lausannæ, 1761, 3, 313—365,