Om Iltens Opdagelse

246 44 og ud af Lungerne uden Forandring; 2) al et Metal kun forkalkes i et afspærret Rumfang Luft, indtil den deri indeholdte Ilt er forbrugt og har forenet sig ined Me- tallet; 3) at Dyr ligeledes dø, naar de have optaget næsten al Ilten af et afspærret Rumfang Luft og omdannet den til Kulsyre, og naar der saaledes kun er blevet den irrespirable Del af Luften tilbage; 4) at denne sidste er den samme, enten den er bleven tilbage ved Metallers Forkalkning eller ved Aandedraget, kun at den i sidste Tilfælde maa befries fra den udaandede Kulsyre. Alle de vigtige Sætninger, som Mayow havde opstillet, al Forbrænding, Aande- drag, Metallernes Forkalkning og Syrernes Karakter beroede paa en særegen Luft- art, som udgjorde en Bestanddel af Atmosfæren, vare nu beviste. Denne Luftart var opdaget, og det vil være unyttigt at strides om, hvem der først opdagede den: Scheele, Bayen, Priestley og Lavoisier1) have hver sin umistelige Del i denne Op- dagelse. Men Mayow har Æren af, før nogen anden ikke blot at have forudset dens Tilværelse, men at have opfattet dens indgribende Betydning i alle de nævnte Forhold, og at have betragtet den som et Grundstof. Det er interessant, at uagtet Lavoisier kaldte Ilten „principe acidifiant“ eller „principe oxygine“, fordi den efter hans Mening udgjorde en væsentlig Bestanddel af alle Syrer, tilføjer han dog et reser- verende: „si ce n’est peut-étre celui du sei marin“. (Mém. de l’Acad. 1778; Oeuvres 2, 250).