Vejledning til Forstaaelse af Telegrafen og Telefonen

Forfatter: H. Schmedes

År: 1918

Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (Ivar Jantzen)

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 94

UDK: 621.39 Vejl

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 100 Forrige Næste
I. Grundtræk af Læren om Magnetisme og Elektricitet. A. Magnetisme. Magnetisme er en Naturkraft, der findes i visse Legemer, Magneter, og ytrer sig ved, at disse Legemer bl. a. kan tiltrække og fastholde enkelte Stoffer, saasom Jern, Staal, Nikkel m. v. Magnetisme er først bleven paavist i en Jernerts, som fandtes i Nærheden af Byen Magnesia i Lilleasien, og her- fra hidrører formentlig Navnet. Stykker af saadan Jernerts kaldes naturlige Magneter, i Modsætning til kun s tige M agneter, der er Legemer, hvori man senere har forstaaet at fremkalde Magnetisme; disse kunstige Magneter formes ofte som Naale, Magnetnaale, eller bøjes i Form af en Hestesko, Heste- skomagneter. Foruden Jern og Staal erdet væsentlig kun Nikkel og enkelte andre Stoffer, der kan blive nævneværdigt magnetiske. Magnetnaalen er et magnetisk Staalstykke, der ofte er tilspidset i Ender- ne, anbringes en saadan Naal, saaledes at den frit kan dreje sig i en vandret Plan (om en lodret Akse), Kompasn aal (Deklinationsnaal), vil den som Følge af Jordmagnetismens Virkning stille sig i een bestemt Stilling, nemlig omtrent i Retningen Nord—Syd. Den. Ende af Naalen, der vender mod Nord, kaldes for dens Nordende (Nordpol), og den anden dens Sydende (Sydpol). Nærmer man til Magnetnaalen en anden Magnet, vil man erfare, at Nord- enderne (eller Sydenderne) frastøder hinanden, hvorimod en Nordende og en Sydende tiltrækker hinanden. De i en Magnets Nord- og Sydende virkende Kræfter er altsaa forskellige og kaldes henholdsvis Nordmagnetisme og Sydmagnetisme. Ensartede Magnetkræfter frastøder hinanden, og uensartede Magnetkræfter tiltrækker hinanden. Man kan i Almindelighed kun ved Forsøg afgøre, om et Staalstykke er magnetisk eller ikke, og først ved Prøve, f. Eks. med en Magnetnaal, finde, hvor Nordpolen og Sydpolen er beliggende. Det Rum, som omgiver en Magnet, og hvori der kan spores magnetiske Virkninger, kaldes et magnetisk Felt. Ved Forsøg finder man, at Kraftvirkningen mellem to Magnetpoler er meget afhængig af Afstanden imellem dem. Forøges Afstanden til det dob- belte, bliver Kraftvirkningen mellem Polerne kun Fjerdedelen. Det magnetiske Felt er tættest og stærkest ved Magnetens Poler, hvilket