Nødhjælp
Den første Hjælp ved pludselige Ulykkes- og Sygdomstilfælde

112 i Nødsfald rigelig Mælk eller Vand. Naar Maven bliver overfyldt, indtræder Opkastning næsten altid af sig selv, og herefter gives da slimede Drikke og oplivende Midler. Ætsninger paa Huden og i Munden vadskes med Tam- poner, dyppede i de alkaliske Vædsker. Af Syrer, som foruden at ætse tillige virker som Nerve- gift, skal nævnes Karbolsyre. Allerede stærkt Karbolvand (5 °/0) gør Slimhinderne hvidlig rynkede og følesløse; ren Syre fremkalder hvide Ætsninger med Smerter, Kvalme og Opkastning, og det opkastede har ligesom Udaandingsluften den karakteristiske Karbollugt. Samtidig bliver Pt. afkræf- tet og kold og falder hen i en Døs, medens Aandedræt og Puls bliver uregelmæssige og svage. Forgiftning kan ogsaa i sjældne Tilfælde fremkaldes af ct almindeligt Karbolvands- omslag, og man bør derfor til Omslag hellere bruge Bor- vand, som er ganske uskadeligt. Børn er særlig modtagelige og bør aldrig forbindes med Karbol (sml. S. 67). 2) Alkalier (Ludvædsker). Stærkest ætsende er Kali- og Natronlud (Sæbelud), samt stærke Opløsninger af Soda og navnlig af Potaske. Behandlingen ledes efter de samme Principer som omtalt under Syreforgiftning, idet Modgiften her er meget fortyndede Syrer, saaledes 6 Spskf. Eddike eller 1 Thskf. Citronsyre i 1 Pot Vand; 1 Thskf. fortyndet Svovlsyre (Po- lervand) i et stort Glas Vand; ogsaa sur Mikstur, Saltsyre- mikstur, Citronsaft og surt Syltetøj kan bruges. Ætskalkens Virkning paa Øjet er allerede omtalt S. 87. Hvis Kalken er kommen ind i Munden, maa man ikke give Vand, da den herved vil blive læsket og fremkalde dybe Ætsninger, men den skal bortviskes med Tamponer, dyp- pede i Olie. Salmiakspiritus (Ammoniakvand) er ligeledes stærkt ætsende, og dets Indhold af den stærkt lugtende Ammoniak vil fremkalde krampagtig Tillukning af Struben med Kvæl- ningsanfald, som kan medføre Døden i Løbet af faa Minutter. Ved Indaanding af Vanddamp kan det undertiden lykkes at næve Strubekrampen. B. De irriterende Gifte har ingen Indvirkning paa Huden, men ætser Slimhinderne, navnlig Mavens og Tarmens, hvorved der kommer stærke