Nødhjælp
Den første Hjælp ved pludselige Ulykkes- og Sygdomstilfælde
Forfatter: Fr. Svendsen
År: 1902
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn)
Sted: København
Sider: 164
UDK: 614.88
Udgivet Med Understøttelse Af Foreningen
»Det Røde Kors«
Stifterinden Af Dameforeningerne Under Det Røde Kors
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Louise Af Danmark
Underdanigst Tilegnet
Af
Forfatteren
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
73
Forgiftede Saar.
Her indpodes med Saaret Giftstoffer, som virker irri-
terende paa Stedet eller gaar over i Blodet og foraarsager
en Forgiftning af hele Legemet.
Bi- og Hvepsestik. Den indpodede Gift fremkalder en
smertefuld Hævelse af Stikkets Omgivelser, og kommer der
flere Stik tæt ved hverandre, kan Tilstanden blive be-
tænkelig; saaledes kan Tungen svulme saa stærkt op, at
der er Fare for Kvælning.
Behandling. Saai'et ætses med et Par Draaber Salmiak-
spiritus, og der anlægges et Koldtvands- eller Blyvands-
omslag.
Disse Stik, hvor Brodden udtømmer Insektets eget
Giftstof, maa vel adskilles fra dem, hvor den medfører
fremmede Giftstoffer eller Bakterier fra raadnende Stoffer,
f. Eks. Kød og Mudder, som Insektet lige har rørt ved.
Hugormebid. Vor eneste Giftslange, Hugormen, er
brun med en sort Zigzagstribe hen ad Ryggen, i enkelte
Tilfælde mørk som den almindelige Snog, men mangler da
dennes to gule Nakkepletter. Der er stor Forskel i Virk-
ningen af Biddet, om Hugormetænderne først gaar gennem
Klæder, eller om den blottede Hud bliver direkte ramt, thi
i første Tilfælde bliver Størstedelen af Giften hængende i
Klæderne, i sidste gaar al Giften over i Blodet. Lemmet
svulmer op og bliver gult, grønt og sort; der kommer Ildebe-
findende, Kvalme, Opkastning, Bevidstløshed og Krampe, men
Dødsfald forekommer yderst sjælden her til Lands.
Behandling. Lemmet omsnøres straks tæt oven for
Saaret for at forhindre Giften i at paavirke det øvrige
Legeme; Saaret skal saa vidt muligt bringes til at bløde,
hvorefter det ætses med kemiske Vædsker (nogle Draaber
Salmiakspiritus eller en enkelt Draabe stærk Syre) eller
udbrændes med Genstande, som bringes til at gløde, f. Eks.
en Strikkepind, Kniv, Cigar ellei' Tændstik. Er de omtalte
Tegn paa Forgiftning til Stede, gives oplivende Midler,
navnlig stærk Kaffe og Spiritus, for at ægge Hjertet til
Virksomhed. Hj. maa aldrig suge Giften ud, thi har han
det mindste Saar paa Læberne eller i Munden, bliver han
selv forgiftet.