Det Danske Haandværks Historie

151 Indenfor Haandværket er man da ogsaa klar over, at en Virkeliggørelse af de gamle Programkrav er uden Betydning. Det er kun ved Erkendelsen af Nu- tidens økonomiske og industrielle Kaar, ved Orga- nisation og ved Specialisering, at Haandværket kan klare sig. At det er disse Veje, der skal vandres er ogsaa klart erkendt af flere af Haandværkets førende Mænd, og især er der af Snedkermester R. Andersen i Aarup i de sidste Aar udfoldet et betydeligt Arbejde for gennem en Produktionsforening for den lille Indu- stri at specialisere og forene Kræfterne til en Pro- duktion, der i mange Henseender vil kunne redde de smaa Virksomheder fra yderligere Indsmeltning. I denne Retning arbejder da ogsaa den moderne Haandværkerundervisning rundt om paa de tekniske Skoler, men navnlig med bevidst Planmæssighed i den 1906 stiftede Højskole, det teknologiske Insti- tut med Direktør Gunnar Gregersen i Spidsen. Kun paa et frugtbart Omraade er der endnu Plads for Haandværket i den gamle Form; det er paa Kunsthaandværkets. Danmark indtager her en hæ- derlig Plads, selvom det maa indrømmes, at det mere er enkelte dygtige og fremadstræbende Haand- værkere, der under fortrinligt Samarbejde med en Række forstaaende Kunstnere, er gaaet i Spidsen end det er Haandværket som Helhed, der har taget Arbejdet op for at genfinde den gamle Overlevering. At nævne Navne vil føre for vidt. Kun det glæde- lige Faktum skal noteres, at det nye danske Kunst- haandværk har genfundet og genskabt sig selv ved et alvorligt Studium af Fortidens Arbejde og ved Er- kendelsen af, at Stil og Materiale hører sammen i en ubrydelig Enhed.