Kortfattet Kemi

20 (sml. 21), hvorved Opholdet deri bliver skadeligt. Tilmed mættes Luften med Fugtighed, hvorved Fordampningen fra Huden hæmmes. Til at raade Bod paa begge Dele tjener Ventilation. 26. Trods de store Mængder Kulsyre, der ved Formuldningen, Dyrenes Aandedrag, Forbrændinger og Kulsyrevulkaner tilføres Luften, er dennes Kulsyre- mængde næsten constant. Thi til den store Tilførsel svarer et ligesaa stort Forbrug. Planterne indaande nemlig Kulsyre og formaae i Sollys at sønderdele Kul- syren i Ilt, som de udaande, og Kulstof, af hvilket sidste og Vand de danne deres organiske Bestanddele. Se nærmere (172) og (185 til 188). 27. Leder man Kulsyre over glødende Kul, saa optager Kulsyren ligesaameget Kulstof til, som den allerede indeholder, og danner Kulilte, der følgelig paa 8 Vægtclele Ilt indeholder 6 Vd. Kulstof. Kulilte er ogsaa en farveløs Luftart, men den er brændbar i Luft og Ilt og brænder med blaa Flamme til Kulsyre. I vore Ovne dannes Kulilte ofte, idet den ved Risten, dannede Kulsyre passerer et glødende Lag Kul; over dette forbrænder den da. Denne Luftart, der let opstaaer ved ufuldstændig Forbrænding af Brændematerialier, er meget giftig (Kuldampforgiftninger). Sml. Hæmoglobin (184). Op varmes et Fingerbøl fuldt tør Oxalsyre (den Syre, der giver Skovsyre dens sure Smag) i et Prøveglas med 5—6 Gange saa megen stærk Svovlsyre, saa spaltes Oxalsyren i Kulsyre, Kulilte og Vand. Kulilten kan tændes ved Glassets Munding. Kulilte er et kraftigt Reduktionsmiddel (s. f. Ex. Jemudsmeltning, 162). 28. Kvælstof er ligesom Ilt en farveløs Luft uden Lugt og Smag. Det kan ikke fortættes til Vædske, er næsten uopløselig i Vand, ikke brændbar, og nærer ikke Forbrænding eller Aandedrag. Det er yderst uvilligt til at forene sig med andre Stoffer. Dets Vægtfylde er 14 Gange større end Brintens. Kvælstof faaes lettest ved at lade Fosfor brænde i Luft, der er afspærret over Vand. Fosforet forener sig med Ilten til hvide