Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

262 Al en saadan Tilstand kan man aldeles ikke uddrage nogen Slutning om, at Productioncn i det Hele taget kan blive for stor, naar den udvikler sig paa en Maade, som svarer til Befolkningens Trang. Naar alle de forskjellige individuelle Bestræbelser sonledes understøtte og gribe ind i hindiiden. ut enhver Knkelts Virksomhed ligesom fuld- stændiggjør alle Andres, og altsaa kun de Producter blive frembragte, til hvilke Samfundet trænger meest, kan der utnuligen blive Irembragt for Meget. Dersom vor produc- tive Kraft udvikler sig betydeligt, vil Følgen blive, at der a il væie en større Overflødighed paa alle Ting, og ligesom Enhver ved sin rigere Production bliver istand til at give .Mere i Bytte for de Gjenstande, han kjøber, vil han ogsaa erholde Mere i Bytte for dem. han sælger. De forskjellige Producter blive givne i Betaling for hinanden, og hele Virkningen vil derfor kun være, at Alle blive mere rigeligt lorsyncde med Forbrugsgjenstande. — Om vi ogsaa ville tænke os, at Productionen havde naaet et saadant Omfang, at vi vare komne til den yderste Grændse, hvor der ikke længere var utilfredsstillede Fornødenheder, vilde der dog ikke engang da opstaae farlige Følger, fordi Produc- tionen naturligviis af sig selv vilde ophore, naar dens lonnaal var naaet. Man producerer ikke for at pro- ducere men før at forskaffe sig Midler til at tilfredsstille sine Fornødenheder, og naar dette er opnaaet, ophører man dermed. Den Tid, man saaledeg faaer tilovers, 'il man da kunne anvende paa at uddanne og forædle sin I eisonlighed. Menneskets Fornødenheder ere imidlertid saa ubegrændsede, at det ikke godt kan tænkes, at man nogensinde skulde komme saavidt; naar vor Trang er til- fredsstillet i nogle Henseender, vaagner den i andre, og saaledes i det Uendelige.