Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

292 Flere tillægge den samme Brugsværdi. vil den af dissø, som er i Besiddelse af den største Evne til at betale, byde Meest for den. Jo Flere der altsaa tillægge saadanne Gjenstande en høi Brugsværdi, og jo større deres Beta- lingsevne er, desto høiere vil Værdien ogsaa kunne stige. 1 rige Lande vil den altsaa kunne stige høiere end i fattige, forudsat at inan begge Steder tillægger Gjenstanden selv den samme Brugsværdi. Et Maleri af Raphael vilde saa- ledes ikke kunne afsættes til en saa høi Værdi i Danniaik som i England, fordi hos os kun Faa have Evne at betale en saadan. Et lignende Forhold linder Sted med Hensyn til Varer, hvis Frembringelse er Gjenstand for et Monopol. Da den Eneberettigede er sikkret imod al Concurrence Ira Andres Side, har han aldeles Tilbuddet i sin Magt, og han kan vilkaarligt sætte Værdien saa høit, som han vil. Den eneste Grændse. som han i denne Henseende møder, ligger i den Brugsværdi, som Forbrugerne tillægge den. og i deres Evne til at betale den. De have kun Valget imellem at betale det, der forlanges lor den. ellei aldeles at undvære den. For Producenten bliver det en Opgave at beregne, om det er incest iordeelagtigt for ham at holde Værdien høit, hvorved Afsætningen bliver mindre stor, men Fordelen ogsaa større i For- hold til den afsatte Mængde , eller at sætte den la- vere og saaledes muligviis forskaffe sig en større Fordeel ved at afsætte en større Mængde; men Productionsomkost- ningerne udøve ingen Indflydelse, undtagen lorsaaudt de danne den laveste Grændse lor den Værdi, til h\ilken han vil afsætte sine Producter. Derimod udøve de cn afgjort Indflydelse paa \ a*i- dien af de Varer, hvis Frembringelse er Gjenstand f<>r