Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

334 stand af Private og tilbageleverer en ligesaa stor Mængde i myntet Tilstand. Da Prægningsomkostningerne saaledes ikke hvile paa nogen Enkelt, udøve de heller ikke nogen Indflydelse paa Pengenes Værdi, og det er i denne Hen- seende det Samme, som om de ikke fandt Sted; myntet og umyntet Metal vil i saadanne Lande paa det Nærmeste have den samme Værdi. En ringe Forskjel vil der nemlig fremkomme derved, at det varer nogen Tid, inden det umyntede Metal tilbageleveres i myntet Tilstand, og Eierne af det altsaa i denne Tid maae undvære Renten af deres Capital. Da Ingen vil lide dette Tab, vil man heller ikke lade noget Metal mynte, med mindre Pengene have en saa høi Værdi, at den ogsaa erstatter dette Rente- tab. Hiin Forskjel er imidlertid saa ubetydelig, at den kan oversees, uden at man derved gjør sig skyldig i nogen mærkelig Unøiagtighed. 1 de Heste Lande, blive disse Omkostninger betalte af dem, for hvis Regning Myntningen skeer. Hvor diet er Tilfældet, ville myntede Penge ialmindelighed have en saarneget større Værdi end det ædle Metal, de inde- holde, som Slagskatten (saaledes kalder man den Beta- ling, Staten betinger sig) beløber sig til. Dersom denne f. Ex. udgjør 1 pCt., og man altsaa for 100 Pund myntet Sølv maa betale 101 Pund umyntet, vil Værdien af disse to Mængder ialmindelighed opveie hinanden. Det er ind- lysende, at den ikke kan være høiere, da det, naar dette var Tilfældet, vilde være en fordeelagtig Forretning at kjøbe ædelt Metal og lade det udmynte, hvilket naturligviis snart vilde bevirke, at Tilbuddet af Penge vikle blive for- øget, indtil Værdien igjen sank ned til den naturlige Høide. — Den høieste Grændse, som Pengenes Værdi kan naae. bestemmes altsaa af Værdien af det ædle