Om Arbeidets Ordning 1857
En fremstilling af den politiske Oeconomies Grundsætninger

451 udlaante Capital, kalder man Rentefoden, og siger, at denne er høi, naar der betales en større Andeel. flere Procent, og i det modsatte Tilfælde, at den er lav. Den Rentefod, til hvilken en Pengesum udlaanes, er ialmindelighed lige høi, til hvem den ogsaa udlaanes, og hvorledes den ogsaa anvendes, forudsat at der ingen For- skjel finder Sted med Hensyn til den Risico og den Ulei- lighed, Udlaanet foraarsager. Anvendelsen er udelukkende Laantagerens Sag, og det Tab eller den Gevinst, som kan følge af den, berører alene ham. Dersom der nemlig var nogen Forskjel i Rentefoden, vilde alle Summer, som skulde udlaanes, strax strømme hen til den Anven- delse, som gav den høieste Rente, men det forøgede Tilbud vilde snart bevirke. at den vilde synke. Der vil derfor til enhver Tid paa ethvert Laanemarked danne sig en vis Rentefod, som man kan kalde den sædvanlige, der er fælleds for alle Laan. som gjøres imod uforkastelig Sik- kerhed og foraarsage Laangiveren en saa ringe Uleilighed, at den kan oversees. Dog finder der i denne Henseende en Undtagelse Sted, som er for betydelig, til at den tør forbigaaes. Den fremkommer derved, at alle Pengesummer ikke laanes ud paa lige lang Tid; ligesom nogle Capita- lister ønske at laane deres Capitaler ud paa en varig Maade, for i Renten at have stadig og sikker Indkomst, saaledes ønske ogsaa nogle Producenter dem tillaans for længere Tid. 1 saadanne Tilfælde vil man ved Bestemmelsen af Rente- foden see bort fra Markedets øjeblikkelige Tilstand, og kun see hen til den Gjennemsnitstilstand. som er Udtrykket for de Forandringer, som det kan frembyde i længere Tidsrum, i andre Tilfælde derimod søger Capitalbesidderen igjen- nem Udlaanet kun en midlertidig Anvendelse for sin Capital, 29*