Naturvidenskabelige Fragmenter

a MBMl 146 Lys, især naar man hidsede disse Dyr, altsaa irrite- rede deres Nervesystem. Man troede da at kunne iagttage det i deres Øje udviklede Lys. De vil sikkert fra de tyske Folkesagn mindes en Mand, der hyldede denne Anskuelse, nemlig den berømteste af alle tyske Jægere, Hr. von Munch- hausen, som efter at have tabt Fyrstenen paa sin Bøsse saa sig forfulgt af en Bjørn og med sin bekendte Aandsnærværelse og Genialitet dog hjalp sig paa en højst uventet Maade. Han lagde Bøs- sen an, sigtede, slog sig med Næven i Øjet, saa at det spruttede Gnister: Krudtet tændte, Bjørnen var død. Datidens lærde Herrer kom imidlertid i en alvorlig Forlegenhed ved en Retssag, hvor Klageren i en mørk Nat havde faaet et Slag i Øjet og ved det derved frembragte Lysglimt skulde have kendt Angriberen. Hvis den ovenfor anførte fysiologiske Anskuelse var rigtig, saa maatte denne Mands Ud- sagn staa til troende. Teorien om Lysudviklingen i selve Øjet blev altsaa draget frem for Domstolene, og vi ere derfor nu i det heldige Tilfælde foruden de andre Grunde, der tale imod den, ogsaa at se dens Forkastelighed bekræftet ved en juridisk Dom. Ved en nøjere Undersøgelse kom Sagen nem- lig til at se ganske anderledes ud. For det første godtgjordes det, at Synsnerven slet ikke var saa overordentlig følsom, som man tidligere formodede. Tvertimod syntes en Beskadigelse af den saa godt som ikke at frembringe nogen Smerte, medens Be- skadigelse af en anden ligesaa stærk Hudnerve i Legemet ledsages af en voldsom Smerte. I enkelte