Naturvidenskabelige Fragmenter

156 af et rigtigt perspektivisk Billede af Genstande, der have en regelmæssig, os velbekendt Form, ere vi temmelig godt i Stand til at bedømme de frem- stillede Genstandes Dybdedimmensioner, særligt naar der kommer en rigtig Belysning og Skygge- fordeling til. Derfor ere perspektiviske Tegninger af Maskindele, af Bygningers Ydre og Indre o. s. v. tilstrækkelige, fordi vi vide, at Tegningen skal fremstille Genstande med en regelmæsssig, kugle- formig, cylindrisk eller prismatisk Grundform. Ved uregelmæssige Genstande give de perspektiviske Tegninger derimod kun et meget ufuldkomment Begreb om Dybdedimensioner. I Landskabsmaleriet hjælper man paa denne Mangel ved det saakaldte Luftperspektiv, det vil sige, den Forandring i Om- ridsenes Farvetone og Klarhed, der skyldes ' de mellemliggende Luftlag. Hvad er da Forskellen imellem en perspektivisk Tegning og det direkte Billede af Genstanden, saaledes som vore Øjne give det, og hvorfor faa vi et langt bedre og sikrere Begreb om Rumforholdene, naar vi se Genstandene direkte ? Svaret finde vi i et optisk Instrument, der sær- ligt til Underholdning for Publikum er meget ud- bredt, nemlig det af den engelske Fysiker Wheat- stone opfundne S ter e oskop. Ved Hjælp af dette Instrument blive alle Dybdedimensioner i perspek- tiviske Tegninger levende anskuelige, ja selv i saadanne Tegninger, hvor man ved direkte Be- tragtning er aldeles ude af Stand til at afgøre, hvilke