Naturvidenskabelige Fragmenter

177 lige Rum. I Forhold til de uhyre Afstande mellem dem kunne, de alle, ja endog de største iblandt dem, kun betragtes som Støvgran af Materie. Selv de Fiksstjerner, som ligge os nærmest, se vi endog i de største Forstørrelser kun som Punkter, og vi kunne være sikre paa, at ogsaa vor Sol, set fra de nærmeste Fiksstjerner, ikke vil være andet end et udeleligt Lyspunkt, da disse Stjerners Mas- ser i de Tilfælde, hvor det er lykkedes at bestemme dem, ikke have vist sig synderlig afvigende fra vor Sols. Men trods disse uhyre Afstande findes der dog et usynligt Baand, der lænker dem til hver- andre og bringer dem i gensidig Afhængighed af hverandre. Dette Baand er Gravitationskraften, med hvilken alle tunge Masser tiltrække hverandre. Vi kende denne Kraft fra vor daglige Erfaring, naar den virker mellem et Legeme paa Jorden og Jordens Masse. Den Kraft, som lader en Sten falde, er ingen anden end den, der tvinger Maanen til stadigt at ledsage Jorden paa dennes Bane om Solen, og ingen anden end den, der forhindrer Jor- den selv i at flyve ud i det uendelige Rum og fjerne sig fra Solen. De kan let faa en Forestilling om Planetbe- vægelsen ved en simpel mekanisk Model. Befæst højt oppe paa en Mast eller paa en fast Vægarm en Silketraad, til hvis nederste Ende De binder et lille tungt Legeme, for Eksempel en Blykugle. Lader man Kuglen hænge rolig, saa trækker den Traaden lodret nedad. Det er Kuglens Ligevægt- stilling. For at betegne denne Stilling og gøre Helmholtz og Tyndall: Fragmenter. 12