Naturvidenskabelige Fragmenter

195 Stjerneskudenes Hastighed er en fuldkommen til- strækkelig Aarsag til at bringe dem i meget heftig Glødning. De Varmegrader, som ellers kunne naas her paa Jorden, overstige neppe nogle faa Tusind Grader. I Virkeligheden viser den ydre Skal paa faldne Meteorstene i Reglen Spor af begyndende Smeltning; og hvor en Iagttager har været saa heldig at undersøge Stenen kort Tid, efter at den er falden, har han fundet den varm paa Overfladen, medens det Indre undertiden endnu syntes at have Verdensrummets intensive Kulde. For den enkelte Iagttager, der lejlighedsvis kaster et Blik op paa den stjernebesaaede Himmel, synes Stjerneskudene kun at være et sparsomt og undtagelsesvis forekommende Fænomen. Iagttager man imidlertid Himlen mere stadigt, ser man dem temmelig regelmæssigt, navnlig henad Morgenstun- den, hvor der falder flest. Men den enkelte Iagt- tager overser kun en ringe Del af Atmosfæren og iagttager derfor kun et forholdsvis ringe Antal Stjerneskud; thi beregner man Antallet for hele Jordoverfladen, saa viser det sig, at der daglig fal- der omtrent 7^2 Million! I og for sig ere de i vore Egne af Verdensrummet temmelig sparsomme og langt fra hverandre. Man kan regne, at hver lille Sten gennemsnitlig er 100 Mile fjernet fra sine Naboer. Jorden bevæger sig imidlertid 4 Mil fremad i hvert Sekund og har et Gennemsnit af 1700 Mile, afsøger altsaa i hvert Sekund 9 Mil- lioner Cubikmil af Verdensrummet og tager med alle de Smaasten, den paa sin Vej møder deri. 13*