Naturvidenskabelige Fragmenter

50 Denne Bestandiglied og Uforanderlighed ved Virkningen paa Varmebølgerne, selv om Tilstands- formen forandres, har jeg kaldt »Varmekontinuiteten mellem Vædsker og deres Dampe.« Den er maaske det hidtil bedste Bevis for Molekylarvirkningens Vedligeholdelse. Ved disse nye Undersøgelsesmetoder ere vi saa- ledes naaede til et Resultat, som man allerede for længere Tid siden er kommen til ad andre Veje. Vand hører som bekendt til de Vædsker, som ere mest uigennemtrængelige for mørke Varmestraaler. Naar imidlertid Vædskernes Forhold til deres Dampe er det her omtalte, — naar i begge Tilfælde Mole- kylet er den bestemmende Faktor — saa kan Mole- kylernes Indvirkning paa Solens og Jordens Varme ikke ophæves ved at Vandet i vore Have og Floder fordeler sig i vor Atmosfære som usynlig Vand- damp. Da Vanddamp er gennemsigtig — d. v. s. som ovenfor forklaret gennemtrængelig for lysende Straaler — og da Solens Udstraaling indeholder Overflod af saadanne Straaler, medens de mangle ganske i Jordens Varmeudstraaling, saa danner denne Dampskærm en større Hindring mod Jord- varmens Udstraaling i Verdensrummet end mod Solvarmens Tilføring til Jorden. Vor Jords høje Varmegrad er derfor en direkte Følge af Vand- dampes Tilstedeværelse i vor Luft. Toges dette Hylster bort, maatte alt jordisk Liv rimeligvis gaa til Grunde af Kulde. Jeg har ovenfor søgt at give Dem et Begreb om de nyeste Strejftog ind i hin oversanselige