Naturvidenskabelige Fragmenter

En lignende Proces foregaar ved de ophøjede Vægge. De glindse af Vandet, som risler ned ad dem. Hver Vandhinde giver Slip paa sin uendelig lille Last; Mængden af Nedslaget afhænger af Over- fladens Ujævnheder, der opholde Vandet i kortere eller længere Tid, saa at det efterlader mere paa nogle Steder end paa andre. Det Stof, som bidrager mest til disse skønne Frembringelser, er det, som Kemikerne benævne kulsur Kalk. Det dannes ved Kulsyrens Forbindelse med Kalk. Hvad Kalk er, ved De naturligvis allerede; dens Ledsager, Kulsyren, er ved almindelig Varmegrad en meget tung Gas. Det er den, som bruser i Sodavand, og den udgør en Bestanddel af Aanden fra vore Lunger. Dens Vægt i Forhold til Luften kan bestemmes nøjagtig med en kemisk Vægtskaal. Dens A ægt kan imidlertid ogsaa vises paa følgende Maade. Man vender en bred Glasklokke °m og fylder den med Kulsyregas. Dette kan let gøres, skønt Gassen ikke kan ses. Som bekendt synker Jern i Vand, fordi det er tungere end Vand; det svømmer paa Kviksølv, fordi det er lettere end Kviksølv. Af samme Grund vil ogsaa en Sæbeboble, som man behændigt lader falde ned i Glasklokken, standse ved Toppen af Klokken og svæve op og ned, som om den laa paa en elastisk Pude. Den lette Luft svømmer ovenpaa den tunge Gas. Næsten alle andre Syrer gøre Kulsyren fri, naar de hældes paa Kridt eller Marmor. Dens Tiltrækning til Kalk er svag og let at overvinde. Blande vi et alminde-