Naturvidenskabelige Fragmenter

87 Stalaktiterne længere, medens Stalagmiterne vokse i Højde. Ofte møde Stalaktiter og Stalagmiter hin- anden, idet den enes skarpe Spids hviler paa den andens brede Flade. Saaledes opstaar der ejen- dommelig skønne Søjler, der række fra Guh til Loft. Man ser Stalaktiter og Stalagmiter paa alle Trin af deres gensidige Tilnærmelse; fra det lille Spyd, der begynder som en lille Tap i Loftet, og den lille Stalagmithøj, nøjagtig lodret nedenunder, indtil begges gensidige Berøring. Søjlerne og Spydene, Buerne og Gangene, det fantastiske Sten- draperi, de ophøjede Figurer paa Væggene — alt bidrager til at frembringe en Virkning af uforlignelig Skønhed. Hvad er nu Grunden til denne Michaelshulens vidunderlige Arkitektur og Udsmykning? Nogle af mine Læsere ville formentlig selv have forelagt sig dette Spørgsmaal og samtidig besvaret det. Regn- vandet, som har optaget lidt Kulsyre fra Luften, falder paa Kalkstensklippen oven over, siver gennem den, opløser den, og naar saaledes ladet Hulens Loft Her udsættes det for Fordampning. De op- løste faste Stoffer udskilles til Dels, og lægge saa- ledes Grunden til Stalaktiten i Loftet. Det ladede Vand bliver ved at dryppe, og Stalaktiten bliver længere. Fra dennes Spids falder Draaben ned paa Hulens Bund, hvor Fordampningen fortsættes og Mineralieme afsætte sig. Stalagmiten vokser op; Høien bliver til en Pille, mod hvilken Spydet oven- over nøjagtig peger, indtil begge tilsidst i Tidens Løb forene sig til en Søjle.