Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

103 Bønder som Tilskuere. Z Kirken samles man uden Persons Forskjel ved alle store Kirkefester, men til dagligt Brug holder man sig helst til sit eget Broderskabs Helgen og Kapel. Kirke og Kapel gjenlpde af Vigilier og Sjælemesser. Og hvad mere er, man troer paa Gyldigheden og Vigtig- heden af bet Altsammen, troer derpaa med en ægte naiv Barnetro, der med kort Varsel er rebe til at kaste sit Vcerktsi og gribe til Vaabneue sor at forsvare sin Tro og sin Mening. Samfundet i sin Heelhed, Folkets store Masse, Hsi som Lav, havde vundet under denne raske Udvikling. Det er en stor Fejltagelse at antage, at de Store og Mægtige have en gylden Tid under lovløse, barbariske Forhold. Z en slig barbarist Tid hviler Storheden saa vel som Magten paa en meget Usikker Grundvold. Den stolte Baron sidder ikke mere tryg paa sin Borg end Ovceghyrden i sin Hytte. Der behpves fint, at en mægtigere Nabo attraaer og be- gjcrrer hans Borg og Fæste, og Besidderen med alle Sine vandrer halvnsgen ub i Verden, dersom ellers han og hans komme derfra med Livet; thi oste gjsr Voldsmanden reent Bord og Udrydder den hele Slægt lige indtil Barnet i Vuggen; saa er der Ingen til at hævne hans Voldsdaad. Det er som sagt en Fejltagelse at troe, at der kan være Ret og Sikkerhed for de Store, hvor der slet ingen Ret og Sikkerhed er for de Smaa. Folket i sin Heelhed havde vundet, og det, der var vunbet, skyldtes Christendommen og det Arbeide, som var grundlagt og udviklet paa ben christe- lige Moral som Underlag. Sædernes Luttring og For- finelse havde skabt Fornødenheder, Fornødenhederne havde skabt Arbeide og Arbeidet havde igjen flabt nye Fornpden- heder. Man tænker ikke nok over, hvad det vil sige at have en Ting nchig. Den, der har Tingen nødig, har ogsaa Tingens Frembringer og Ophavsmalld nødig og bliver saa- ledes ogsaa afhængig af ham og bliver det i samme Grad,