Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

173 rindeligt var at bevare Venskab og god Forstaaelse imellem sine Medlemmer, svarede ikke altid til sin Hensigt, mindst nu. Ligesom der herskede Had og Ufordragelighed imellem de sorskjellige Laug, herskede Hadet og Uvillien imellem de sorskjellige Broderskaber af samme LaUg. Men selv inden- for det enkelte Broderskabs egen Kreds var gjensidig Uvillie den almindelige Følelse. Mestre, Svende og Lærlinge havde hver füte Interesser og stode som oftest fjendtligt ligeover- for hinanden. NatUrligvns voxede Fjendflabet i samme Grad, som Mestrene gjorde Læretid og Mesterstykke til Skranker, der skulde beskytte dem iinob Concurrence, og som vare uoverstigelige for den fattige Svend, medens de knap vare til for Mestersynnen og den rige Svend, som kunde kjpbe sig fri for næsten enhver Forpligtelse. For en Smn Penge kunde han kjpbe sig fri for et eller flere Læreaar, og for en Sum Penge saae man igjennem Fingre med, at han blev hjulpen, ncmr han skulde gjøre Mesterstykke, Undertiden af den Mester, der var sat til hans Opsynsmand under Arbeidet. Mesterstykket Umde være slet nok; vare blot Festmaaltiderne og Gaverne rigelige og tilfredsstillende, kunde det vcere sikkert nok paa en gunftig Dom. For den fattige Svend stillede Sagen sig heelt anderledes. I Aar og Dag maatte han arbeide paa sit Mesterstykke, som ofte krævede et stort Ud- lceg til kostbare Raastoffer, og naar han var færdig hermed, og det lykkedes ham at faae det erklæret for tilfredsstillende, kunde han aldrig sælge det, da man gjerne sprgede for, at Mesterstykket blev en Gjenstand, som for længe siden var gaaet af Brug. Og saa hav.de han bagefter at Udrede mange Penge til de kostbare Gilder og Gaver. Det var derfor intet Under, nt Svenden gik forgjceldet ud af denne Prsve. Undertiden breve Lcmgene deres Egoisme saa vidt, at Lcerlingerne ikke fik Lejlighed til at lære Haandvcrrket. Z Amiens krævedes der som Mesterstykke of Væverne et Stykke