Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

280 med Consist ation og Byder, men at ogsaa Laug forfulgtes af Lairg med Beslaglæggelser og Processer. Lcmgsretten betragtedes ligefra det trettende til det attende Aarhundrede som et Monopol, der skulde kæmpes for tit det Bderste. Dette Lcmgsegoismens Tyranni syltes ikke blot af den fattige Haandvcerker, men ogsaa af SamfUlldet i sin Heelhed. Z LaUgsartiklerne var det nsiagtigt angivet, med hvilke Redskaber der flulde arbeides og hvorledes der stalde ar- bejdes med disse. De indeholdt ogsaa strenge Bestemmelser om Raastoffets Beskaffenhed og Mængde og mange Bestemmelser om Prodnktets Længde, Brede, Vcegt, Farve og andre Egenflaber. Disse Forflrifter, som vel oprindeligt flulde stkkre Kjsberen imod Forfalskninger, maatte Haand- vcerkeren overholde, naar han ikke vilde blive Gjenstand for Forfølgelse af Lauget. Selv den Uimodsigeligste Forbedring af Wvirkningsmaaden eller af ProdUktet taaltes ikke; det vilde jo give Opfinderen et Forspring for hans Laugsbrsdre. Om det store Pnblikmn endog nok saa hsirsstet erklærede sig for Forbedringen eller Forandringen, Lauget vedblev dog at modsætte sig, saa længe det kunde. Tilsidst maatte det dog give efter, men det skete aldrig svr ester lange Kampe, der havde kostet snart en snart en anden dygtig Haandvcerker store Offre. Publikum førte derfor ogsaa en stadig Krig imod Lailgene, fordi disse ikke vilde levere dem, hvad det pnskede, men kun hvad de selv fandt for godt. Naar man nu betænker, at der endnu paa Renaissancens Tld fandtes Laugsartikler, som ikke vare reviderede siden det trettende Aarhnndrede, kan man nok forstaae, at der ikke kunde være Tale om rafle Fremskridt. Denne Stillestaaen, dette RoUtinevcesen var desuden meget bequemt for den lade og magelige Mester, som derved flap for ideligt at være paa sin Post for at iagttage og tilfredsstille Kjpbernes Dnster. —- Colberts Reglementer kunde derfor heller ikke siges at ind- føre et nyt Princip i Haandvcerkets Ledelse. Hele Forskjellen