Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

380 alle Landes Fabrikater, taler ikke herimod. Den Slags Gjenstande, som hovedsagelig ere beregnede iaa de rigere Samfundsklasser, afgive ikke nogen Maalestok or Gjennem- snitsdygtigheden; dem vil en overdaadig Tid eltid have til sin Raadighed. Desuden arbeide vi ogsaa pla dette Om- raade med det ældre Samfunds Kræfter. Vist er det Under alle Omstændigheder, at det ikke er vrd at arbeide for de Faa, men ved at arbeide for Folkets store Masse, at en Industri bliver mægtig og rig, og derfor M Gjennem- snitsdygtigheden saa meget at sige; den lader ig ikke opveie af et ringe Antal Udmærkede Arbejdere og ei Uoverskuelig Skare Fuskere. Alle dem, vi her have nævnt, hyre med ti Samfundets Arbejdere, hvad jo Enhver gjpr, som udelrtkende er hen- viist til at leve af et for Samfundet npdverdigt Arbeide. Z daglig Tale regnes de ikke med; men hvem x det egentlig man til daglig Brug medregner? Dem og dem alene, som kunne og ville gjsreStrike og som ere altfor villige til for deres egen virkelige eller indbildte Fordeels Skyld at sætte det hele Samfunds Ve og Vel pan Spikl Heller ikke maa man troe, at disse, som vi i daglig Tale stemple som Arbejdere, ere villige til i hine Klasser at see Menne- sker, som i alt Væsentligt dele Kaar med dem, kun med den Forskjel, at de i Virkeligheden ofte ere langt haardere trængte og trykkede. Det er saa langt derfra, at de i deres Forblindelse fyrst og fremmest kaste deres Had paa disse Klasser. Det er jo en gammel Erfaring, at de lavere Klasser, naar de mene sig forurettede, altid fyrst vende sig imod dem, der staae nærmest over dein, og som de derfor komme meest i Beryring med. De ere altfor tilbøjelige til at neie sig dybt i Stpvet for den rige Mand; hvor de see rigtigt mange Penge, vise de gjerne altid ZErbydighed, saa længe Samstmdet gaaer sin jevne Gang og Lpsenet til almindelig Plyndring ikke enbnu er givet; thi saa syge de