Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

381 natmligviis fyrst hen, hvor der er meest. Der er desuden andre Grunde til, at de bære Nag til Middelklassen. Dennes Hovedarbejde bestaaer i Reglen i at lede og ftyre Samfundets almindelige Arbeide, og herved bliver den de lavere Klassers nærmeste Foresatte, og sine nærmeste Fore- satte giver man jo gjerne Skylden for, hvad Ondt man i sin daglige Gjerning maa bøie. Hertil kommer endnu, at den menige Arbeider, der saa ofte skylder sine egne Feil, at han er i Forlegenhed, hvor han ikke burde være det, seer sig arrig paa den, hvis ftørre Velvære ene skyldes de Dyder, han selv savner, nemlig Forsynlighed, Sparsommelighed, Wdruelighed og Arbejdsomhed. Hine «samfundsklasser hyre som sagt alle til Sam- fundets Arbejdere, og deres Stilling bliver sandelig ikke bedre derved, at de hverken kunne eller ville gjøre „Strike." Tvertimod forværrer denne Omstændighed deres Stilling. De raadende Kræfter i SamfUndet vide altfor vel, at de overfor den arbejdende Middelstand f'utme syle sig trygge, og at de kunne byde den omtrent, hvad det stal være. For den store menige Arbejderklasse gaaer man ærbødigt til Side, saasnart den bliver hsirsstet. Man staaer med Hatten i Haanden og giver feigt ester, altfor ofte ogsaa der, hvor man aldrig burde gjøre det. Den store menige Arbeiderhob har prægtigt vidst at tiltrodse sig en meget betydelig ForhMse as Arbeidslpnnen for et ligesaa be- tydeligt formindsket Arbeide, medens man af ben arbejdende Middelstand stadigt fordrer mere Arbeide for eii ringere Lyn. Hertil kommer endnu, at den arbeidende Middelstand stedse trues mere og mere af Overfyldning. Det følger ligefrem af, at den er Middelstand, og som saadan maa modtage Overskndet og Affaldet fra de hpiere Klasser og de opadstræbende Elementer fra de lavere Klasser. Med alle disse maa den dele sit maadeligt lønnebe Arbeide, uden at have de Mere Klassers Capitalformue at falde tilbage paa