Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

429 Underhold, men netop Bdelsesmaaden er Skyld i, at Sønnen fordeles saa ulige, at de dygtigste og hæderligste Arbeidere, som ikke paa nogen Maade ville tye til Fattigvcesenet, faae en altfor ringe Dagløn, medens de, der ikke Undsee sig ved at trygle, altid faae Broderparten af, hvad offentlig eller privat Fattighjcelp yder. Udredelsesmaaden gaaer i Virke- ligheden Ud over de bedste Arbejdere og de bedste Arbejds- givere; og det er berpaa der bpr raades Bod. Hvad har nu Markarbejderen Ret til at fordre med Hensyn til Daglønnen? Hverken Mere eller Mindre, end hvad enhver Arbeider fra Dverst til Nederst i Samfundet har Ret til at fordre i denne Retning, nemlig at Lønnen skal være tilstrækkelig til at ernære og underholde ham og hans Familie, det vil vil sige Hustru og Bprn, alt efter den Stilllng, han indlager i Samfundet. Markarbejderen har derfor ligesaa megen Ret som s. Ex. enhver Embeds- mand til at fordre, at Sønnen ikke er saa knap, at den ikke kan flaae til, naar blot faa Dages Sygdom eller et andet as de mindre Uheld, som ikknn Faa heelt ilndgaae, berøver ham Fortjenesten for en kort Tid. Markarbejderen har ligesom enhver anden Arbeider Krav paa ikke at blive hellviist til Fattigvcesenet ved enhver kort Arbejdsstandsning, eller naar han bliver gammel. Lagde man, hvad den offentlige og private Fattighjcelp yder, til Daglpnnen og udbetalte den ©um, som herved fremkom, uafkortet som Daglpn, kan der neppe vcere Tvivl om, at Daglmnen vilde Deere tilstrækkelig for enhver flittig og skikkelig Arbeider, der har opsat sit Giftermaal til en rimelig Tid og forstaaer at føre en Huusholdning. Selvfølgelig kan Familien blive saa stor, at selv den stsrst tænkelige Daglpn neppe flaaer til, men en slig stor Bsrneflok kræver altid Offre af den Ube- midlede Arbeider, hvad enten hans Arbeide er Embeds- gjerning eller Markarbejde. Denne Forvgelse af Daglpnnen, vi her kræve for Markarbejderen, ydes allerede af Arbeids-