Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

459 Vi ere alle og hver for sig de naturlige Beflyttere af og Værger for den Haandtering, vi Udpve, og ikkun den crasseste Egoist kan komme til det Resultat, at han har op- fyldt hele sin Bligt, naar han har beriget sig selv. Den værste Anke, der kan fyres imod den frie Concurrence, i den Skikkelse, hvori vi have gjort Bekjendtstab med den, er den, at den alt for meget har qvalt denne Fællesskabsfølelse og bragt de enkelte Arbejdere til at oversee det Vcergemaal, der er lagt i deres Hænder. Zngen Institution, ingen Virksomhed, ingen Haandtering, der er af nogen Betydning og har nogen Gyldighed for Samfundet, gaaer til Grunde eller ødelægges, fpr den forlades og forraades af .sine naturlige Værger og Beflyttere. Mell skulle disse kunne Udvve dette Vcergemaal tilbørligt, ere to Hovedbetingelser nødvendige. Den ene er den, at de virkeligt kjende den Gjernings Væsen og Krav, som de udøve, den anden den, at de slutte sig sannnen til Varetagelse heraf. Den første Betingelse lader sig ikke opfylde, uden at vi gjenoptage det gamle Lærlingeforhold, mm tillige rense det fra alle de Misbrug, der klæbede ved det. Der kan dog ve! Ingen ansee det for urigtigt, at Drengen oplæres for- svarligt til den Gjerning, han hur valgt, ligesom vel Enhver maa ansee det for Uheldigt, at han løber af Lære, inden han har opnaaet den tilbørlige Dygtighed og Færdighed. At det Fyrste fleer, og det Sidste ikke skeer, er ligesaa meget i Drengens som i Haandteringens og det hele Samfunds Znterresfe. Da man hævede Laugstvangen, meente man, at Lærlingeforholdet, saa vel som alt det Andet, fuiibe over- lades til sig selv. Man gik saaledes et betydeligt Skridt videre, end mart gjorde i Frankrig 1789, hvor Valgcollegierne holdt Haanden over Lærlingeforholdet. Selv om man nu meente, at Lærlingenes Oplcerelse, som alt anbet Langet ved- kommende, kunde betroes Friheden og Frivilligheden, over- saae man dog, at det paahvilede Samfundet at vaage over.