Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

458 snevre Grcendser for denne Daglsns Stigen — vil Intet i Længden kunne holde dem i Ro. Men Laugsvæsenet har, som det sees af Frankrigs Historie, ikke kunnet sikkre Samstrndet imod sociale Rystelser. Man har Exempler nok paa Optoier og Uroligheder, der have en fUldkommen Lighed med vore Dages Arbeidsned- lceggelser (strikes). Ganske rigtigt, men naar træffer man dem? Ikke før Laugsegoismen har fremkaldt Tilstande, der ligne vore, ved at gjpre det saa godt som umuligt for den store Masse af fattige Svende at erhverve Mesterskab. Saa ofte man saaledes haablpst udelnkker den store Masse Arbejdere fra de gode Stillinger i den Haand- tering, de drive, ville de flMte sig sammen og med fljellig Grund betragte Solidariteten imellem deres Arbejdsgivere og dem selv som ophævet. Saasnart det er skeet, ville disse Arbejdere ved den førfte den bedste Leilighed optræde som Modstandere og Fjender af deres Arbejdsgivere. At vende tilbage til det gan.Ie Lailgsvcesen, lader sig ikke gjyre. Saa megen Betydning man end maa tillægge Haandværksdristen, naar Talen er om ben borgerlige Middelstands' Bevarelse, saa er dog det monopoliserede LaugSvcesen nutildags en Unmlighed, idetmindste for saa vidt der er Tale om andet Monopol end det, der ligger i den freniragende Dygtighed. Men deraf følger ikke, at man ikke skulde funne optage Et og Andet fra de gamle Laugs- artikler, om end i en modificeret Form. Marl tager desuden mærkeligt feil, naar man antager, at alt det Laugsmæssige forsvinder, fordi Laugstvangen hceves. Saa længe mange Mennesker arbeite i samme Fag, i samme Haandtering, kunne de ikke Andet end bevare et vist Fællesskab og Fælles- mærke i Interesser og Synsmaader. Saa længe ved- kommende Arbejdere endnu have et Gran af virkelig Sands for og Kjærlighed til deres Gjerning, og ikke Ijeelt ere gaaede op i de Perlgefordele, deres Virksomhed kan bringe dem, maae og bør de bevare denne Følelse af Fællesskab.