Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

471 hvad jo igjen vil funne bevirke, at rnaadelige Personer, som i en lille Kjobstad have aflagt en utilfredsstillende Prøve, senere kunne drage til Kjpbenhavn og der gaae dygtige Arbeidere iveien. Omvendt ville ogsaa daarlige Lærlinge, som lned god Grlllld frygte for at underkaste sig Prsven i Kjsbenhavn, drage til Provindserne og underkaste sig Prsven, hvor be mene, at ben er lettest. Vi gaae nemlig ud fra, at Lærlingen skal have Lov til at underkaste sig Prsven, hvor han vil, en Frihed, som vel sjældent vil blive benyttet, naar alle Haandvcerkere af famme Haandtering banne et eneste Laug hele Landet over. Paa den anbcn Side mane vi ogsaa nnsee det for rigtigt, at den Mester, som har oplært Lærlingen, faner Ret til at overvære Prsven enten i egen Person eller ved Stedfortræder. Naar m paa For- haand antage, at Kjøbenhavns LaUg kunne og derfor ogsaa ville stille de strengeste Fordringer — derfor behøve de ikke at være ubillige — til deres Lærlinge, saa er denne An- tagelse velbegrundet i Fortidens Historie, ligesom det vel ogsaa ligger i Sagens Natur, at der, hvor Industrien siaaer hoiest, vil man stille de strengeste Fordringer til den vordende Haandvcerker. Prsverne bør imidlertid, saa vidt muligt, være eens hele Landet over. Vi anse Provens Eensartethed for saa vigtig, at vi ikke vilde finde det over- flødigt, at særligt dertil Udvalgte Haandnærkere dceltoge i Bedømmelsen hele Landet over fanimeii med de stedlige Haandvcerkere — altid dog unter Forsæde af en øvrigheds- person. Prøverne kunde jo afholdes to Gange aarltgt, nemlig Foraar og Efteraar. — Alle Haandvcerkere af samme Laug maae hele Landet over samles unbcr een Overbestyrelse med stedlig Bestyrelse i hver Kjybstad. Men selv ved en saadan Een hed i Bestyrelsen vil der findes Haandteringer, hvis DeeUagere ere saa faa, at de ikke kunne tænke paa at danne særskilte, selvstændige Foreninger. Saadanne bor da slutte sig til de nærmest beslægtede ftørre Laug, som da