Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

472 overhovedet ncerbeflcegtede Lairg helst maae forene sig til eet Lang. Tet tur be maaflee ikke her være overflødigt, med et Par Ord at omtale Kunstens Forhold til Haandværket. Som alt tidligere viist udgik Middelalderens Kunstnere af Haandvcerksklassen, og nogen særskilt Kunstnerklasse kjender man ikke til syr i en langt nyere Tid, da Kunstnerne, navnlig da Malere og BilledhUggere, begyndte at inodtage unge Mennesker, der aldrig havde været indskrevne i noget Lang, som Elever i deres Atelier. I denne Bogs fyrste Afsnit have vi fremhævet det Uheldige i, at Kllnstllerne saaledes bleve nydte til at udsondre sig af Haandvcerks- klassen. Uden at Kunsten sætter sit ©tempel paa det hele Samfundsliv, paa alle vore Omgivelser, opfylder den ikke sin Mission. Et smllkt Maleri, en stjyn Slatne maa an- bringes saaledes, at de hver for sig komme til deres Ret, og vi forstaae ikke den Smag, der kan forelske sig i et smukt Maleri, men som ikke saares as den meest skrigende Smagløshed i sine øvrige Omgivelser. Et kunstuerifl ud- viklet Die vil saares ligesaa meget ved Stuens smagløse Decoration og MeUblering som ved et Uheldigt Billede. Knust og Haandværk maae paa alle Punkter arbeide hinanden i Her ud erile. Der er ogsaa noget Usundt og Forkeert i at opdrage et ungt Menneske ligefra Drengeaarene af til at være Kllnstner, til at være Geni. Tet vilde dog vel ikke let falde Nogen ind at opdrage og oplære en Syn til at være Digter. Følgen af denne Forkeerthed er, at Kunsten belemres med Utallige Mddelmaadigheder, der føre en sørgelig Tilværelse hele Livet igjennem, hvorimod de, oplærte som Haandvcerkere, maaflee vilde have ført et lykkeligt og ogsaa for Andre tilfredsstillende Liv. Afdøde Professor Skovgaard fortrød aldrig, at han havde begyndt Livet som Malerlcrrling og Svend, hvad bedst viser sig derved, at han lod en Svn gaae samme Bei, uagtet denne allerede