Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

473 som Barn robede Talent for Tegning og Maling. Det er jo dog saa uhyre vanfleligt at afgjore, om et spirende Talent vil Udfolde sig videre og holde, hvad det synes at love. Haandvcerk og Haandvcerkere vilde begge hæves mnaadeligt, naar alle Kunstnere Udgik af deres Kreds, og Kunsten vil ved nt have Haandværket til Vugge i en gallske anden Grad ktmue virke befrUgtende, end nu er Tilfældet. Baade Kunst og Haandvcerk ville vinde derved. Men saa maa der ogsaa sørges for, at den vordende Haandvcerkers Oplcerelse ledes med Omhu i alle Retninger, og at navnlig de techniske Skoler, som han ubetinget skal holdes til at føge, ogsaa drage Omhu for at udvikle hans Smag s. Ex. ved cit give ham nogen Veiled.ning i Frihaandstegning, saafremt han lnaatte røbe noget Talent hertil. Zngen Hjælp kan erstatte Selvhjælpeli, og uagtet Haandværksklassen og overhovedet Middelklassens Bevaring er i Samfundets saa vel sorn i huns Interesse, saa vil det dog i Hovedsagen beroe paa dens egne Anstrengelser, om den skal føre en livskraftig Tilværelse. Men sklille dens An- strengelser virke lned Held, maa Haandværksklassen slutte sig tæt sammen til alle lovlige Formaal — hvorledes, er ovenfor antydet. Ikke alene maae Ateslre Rutte sig til Mestre, men Mestrene maae slutte sig til Svendene og Svendene til Mestrene; det er til Ddelæggelse for begge, uaar de ikke arbeide sammen i god Forstaaelse. Intet viser bedre, hvor skjcevt Forholdet imellem begge betragtes, end uaar Svendene kunne troe, at de gavne deres Sag ved at stille sig fjendtligt imod Mestrene, hvad i Virkeligheden er at stille sig fjendtligt imob Haandværket og arbeide den store Bedrift i Hænderne. Men paa den anden Side vil Intet mere bidrage til et godt Forhold og til Følelsen as den virkelige Solidaritet imellem Mester og Svend, end naar Mestrene for Alvor antage sig Lærlingens forsvarlige Op- lcerelse og Opdragelse, ja ogsaa Opdragelse, thi Lærlingen