Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

115 trukne’Lejer med bevægeligt Hovedgærde; eller sidde i Gyngestole, som fastgøres ved Klodser under Gæn- gerne. Patienterne anbringes i en saadan Stilling, at. den Del af Huden, der skal behandles, rammes af Lyskeglen noget indenfor dennes Brændpunkt. Hver Patient passes af en Sygeplejerske, der paa- ser, at Sanseapparatet er rigtigt indstillet, at Lyset træffer det Sted af Huden, der skal behandles, samt at Tryk- og Afkølingsapparatet presses tilpas haardt ind imod Huden og sidder vinkelret paa Lyskeglen, saa at saa lidt Lys som muligt gaar tabt ved Tilbage- kastning. Hver Dag belyses et Stykke Hud af en 2-Øres Størrelse i en Time; Dag for Dag belyser man et nyt lille Stykke, indtil hele den angrebne Del af Huden er behandlet. 1 det belyste Stykke af Huden kommer der en Betændelse, som stadig tiltager, ind- til den, som omtalt S. 19, har naaet sit Maksimum efter omtrent 12—24 Timers Forløb; den er som Re- gel saa kraftig, at der dannes en Blære, ganske som ved de aller stæi’keste Former af Solbrændthed. Det er endnu ikke fastslaaet, hvor stor Betydning for Helbredelsesprocessen denne Hudbetændelse har ved Siden af Lysets Evne til at dræbe Bakterierne i Hu- den, men der er overvejende Sandsynlighed for, at den i hvert Fald yder et væsentligt Bidrag til Hel- bredelsen af Lupus vulgaris, den Sygdom, overfor hvilken Finsens Behandlingsmetode hidtil særlig er bleven anvendt. Foruden denne Sygdom har Fin- sen. forsøgsvis behandlet en Del andre Sygdomme, der opstaa ved at Huden angribes af Bakterier og andre Mikroorganismer, samt en enkelt ikke bak- teriel Hudsygdom, „Modermærker”, der bestaar i Udvidning af Hudens fineste Kar. Medens Meto- dens Anvendelse til Behandling af disse Sygdomme hidtil kun har kunnet betragtes som interessante, 8*