Københavns Telefon

KØBENHAVNS TELEFON 23 øvrige nødvendige Lokaler, saasom Pro- vinsafdelingens Sal og Lokaler til Tele- fonistindeskole, Lytteværelse og øv- rigt Brug, deriblandt meget betydelige Garderober og Toiletteanlæg. Selskabets Lager og Værksteder er i den nordligste Del af Bygningen tillige- med Forsamlingsstue for Arbejderne og Marketenderi. Telefonarbejderne er dels Central- og Værkstedsarbejdere med speciel me- kanisk eller elektrisk Uddannelse, dels Lagerarbejdere og Liniearbejdere. De sidste er de egentlige Telefonarbejdere, som Publikum har med at gøre. De er rekruterede fra forskellige Livsstillinger, oftest Bygningshaandværkere eller Søfolk. De er kendelige paa Kasketten med den gule Snor og Nummer og er populære og velkomne, naar de opsætter Apparatet hos en ny Abonnent eller retter en Fejl. De er raske og flinke Folk, tjenstvillige og ikke bange for at tage fat. Deres daglige Arbejde er oftest behageligt, af- vekslende og selvstændigt, men kan til Tider være meget strængt; efter Isslaget i November maatte man beundre deres ufortrødne og dygtige Arbejde i kold og pibende Blæst højt oppe paa Tagene ved Fig. 39. TELEFONARBEJDERNE KLAR TIL UDRYKNING OM MORGENEN KL. 7. væltede Stativer. Desværre gør Stenkuls- røgen, at de bliver sorte af Ledningsarbej- det og derfor ikke kan være saa fint soig- nerede som f. Eks. Postbude og Brandfolk. — En Vanskelighed er at holde dem un- derrettede om de mange ældre og nyere Konstruktioner, der imidlertid er Genstand for Undervisning i særlige Kursus, navnlig for Fejlrettere. Fig. 40. TELEFONISTINDE-HAVEN. Telefonbetjeningen er den Side af Virksomheden, der vender ud imod det store Publikum, og er derfor — og paa Grund af dens store økonomiske Betyd- ning — Genstand for Ledelsens særlige Opmærksomhed. Ved Telefondrift er det ganske umuligt at undgaa de mange større og mindre Ubehageligheder, der skyldes fejl Høring, fejl Indstilling, Af- brydelser, Støj, Ventetid osv., alt hvad nu Telefondjævelen kan hitte paa. For ikke at gøre det rent utaaleligt, er det nød- vendigt at sørge for et Tillids- eller Høf- lighedsforhold imellem Publikum og Tele- fonistinderne. Der kræves navnlig fra Telefonistindernes Side megen Opmærk- somhed og Elskværdighed for ikke at for- bitre Abonnenterne. En Telefonistinde maa derfor lære den Selvbeherskelse aldrig at svare en Abonnent i en uhøflig Tone, selv om hun stundom udæskes temmelig stærkt. Det er en fin Kunst, der stiller store Krav, men som til Gengæld — naar den udføres med Takt — højner den paagældendes Ni- veau. Der skal en ikke ringe Hjertets Dannelse til for med et Smil — Smilet maa med — at bede om Undskyldning, naar man intet har forset sig med. Selv- følgelig hjælper det, at Telefonistinden ikke træder personlig frem, og at det ikke er paa egne, men paa Selskabets Vegne, at