Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

— 39 — fuldkommenhed, prøver sig frem og øver sig op, saaledes har den skabende kraft, før den skred til at frembringe den nuværende plante- og dyre- verden, gjort en række forsøg: først frembragt en meget enkel dyreverden og tilsvarende planter og saa ødelagt den igjennem en af de store katastrofer, som vi allerede har talt om. Der- efter foretaget en ny skabelse af noget fuld- komnere art og atter ladet den gaa tilgrunde og saa- ledes fremover, indtil den nulevende dyreverden og planteverden med dens samtlige rækker og uendelige formrigdom kunde frembringes. Jeg kan ikke anse dette for nogen forklaring. Det er fremdeles kun en anden maade til at beskrive faktum paa, og « forklaringen» giver fremforalt ikke nogen redegjørelse for, hvorfor den ene periodes skabninger dog altid ligner visse af den næste periodes saa overordentlig meget. Del- er altid størst overensstemmelse mellem orga- nismerne i to perioder, som støder til hinanden. En periodes organismer repræsenterer altid et fremskridt mod den foregaaendes, men det er først ved stadig opsummering af forholdsvis smaa fremskridt, at den store forskjel, som der f. eks. er mellem silurtidens og vor tids dyreverden, er opstaaet. Nogen forklaring herfor gives ikke af læren om den særskilte skabelse af hver art, med mindre man vil sige, at den gradvise fremgang