Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

XXII. Galvanisme og Galvanoplastik. G alvan i. Professor i Zoologi og Anatomi i Bologna, havde i længere Tid beskjceftiget sig med Undersøgelser vedrørende -Elektricitetens Indflydelse paa den dyriske Organismes Nerve- og Muskelsystem. I 1789 havde han paa sin Balkons Jern- rcekverk ophængt et Par friske Froflelaar. Disse var flaaede og skildt fra Kroppen saaledes, at Laarncerverne var blottede, og i disse var nu ved Hjælp af en Kobbertraad Laarene hængt op. Han bemærkede imidlertid ingensomhelst Indvirkning, før pludselig Vinden bragte de blottede Laarmuskler i Berøring med Jernstakittet, da stede en Rykning i Laarene, og dette gjentog sig hver Gang en saadan Berpring fandt Sted. Hermed var Stødet givet til Opdagelsen af en Elektricitetskilde, der siden blev af den største Betydning baade for Videnflaben og det praktiske Liv. Galvani mente, at dette var en Virkning af Elektricitet, der udvikledes paa Berøringsstedet mellem Nerven og Mnfllen, og at Sammendragning af Musklerne foregik, hvergang de saa- ledes dekomponerede modsatte elektriske Fluider gjennem Jern- stakittet og Kobbertraaden som Ledere fik Anledning til Gjen- forening. Professor Alessandro Volta i Pisa gjentog Galvanis Forspg, men han fandt ud, at det, for at nogen Indvirkning skulde ske, var nødvendigt, at der var 2 forskjellige Metaller i ledende Forbindelse med hverandre tilstede, som i Fig. 162, hvor Laarmusklerne og Nerverne forbindes ved to forskelligartede Metaltraade, og sluttede deraf, at Elektricitetsudviklingen ikke skyldtes nogen Del af Frosten, men derimod Berpringsstedet mellem de to Metaller, og at Froflelaarene blot havde tjent som Ledere. Der Udspandt sig i den Anledning en Strid mel- lem de to Professorer; Volta vedblev sin Mening, og det lyk- kedes ham virkelig at paavise, at der udvikledes Elektricitet, om end i ringe Mængde, naar et Tversnit af en MUskel eller Nerve