Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

167 derfor i de 30 Aar 1851—81 især til Jernbaneanlæg blevet optaget en Række af Statsla an til et nominelt Beløb paa 107,4 Mill. Kr. [Ifølge en Opgjørelse i 1881 for de i Drift værende Baner var An- lægscapitalen til disse, indbefattet Udgiften til Udvidelser og For- bedringer c. 85 Mill. Kr., der var tilvejebragt ved Statens Actier 62 Mill., Privates og Communers Actier 15 Mill., ved Laan 7,i Mill., (hvoraf 4,2 tik Udvidelser) og ved Driftoverskud 0,9 Mill. I denne Opgjørelse er indbefattet Hovedjernbanen, men ikke Grevskabs- og Merakerbanen.] Som allerede tidligere berørt maatte de tilstedeværende Forhold i saamange Retninger gjøre det nødvendigt, at søge Jernbanerne an- lagte paa den meest oeconomiske Maade for overhovedet at kunne faa Anlægene fremmede, men denne Bestræbelse havde bl. a. to uheldige Følger. For det første faldt det af den Grund meget naturligt for de Inge- nieurer, der forfattede Overslagene, at holde disse saa lave som muligt, men deraf fulgte en jevnlig Overskriden af Overslagene, som undertiden antog meget store Dimensioner, hvad der fremgaaer af Tabel V. For de 7 Baner, vedtagne inden 1872, var der ialt en Besparelse paa 2°/o af den oprindelige Overslagssurn, men for de 7 senere bevil- ligede Baner (paa de 3 af dem var Arbejdet endnu ikke fuldført) var der en samlet Overskridelse paa 22°/o, der for en enkelt Bane endog steg til 69°/o. Disse store Overskridelser kunne vel for en Deel for- klares af stærke Priisstigninger paa Materialier og alle Livsfornøden- heder, af Forandringer i Anlæget, vedtagne efter Overslagets Affattelse, og deriblandt især de store Banegaardsanlæg, af en nødvendig Anven- delse af uøvede Ingenieurer og Arbejdere, af overdrevent høje Expropri- ationspriser, ligesom af de i det Hele taget overordentlig vanskelige Forhold for Anlægsbestyrelsen paa det i de senere Aar saa stærkt for- øgede Omraade for dens Virksomhed, der bl. a. ogsaa indbefattede Af- gjørelsen af en Mængde Sager, der ikke henhørte til selve Jernbane- bygningen, f. Ex. i Forholdet til communale og private Actietegnere, der retslig ingen Fordring havde paa Indflydelse paa Anlægets Gang, men til hvis Ønske der i Praxis dog maatte tages Hensyn ved Linie- valg, ved Stationspladse, osv. Men de store Overskridelser maatte dog tildeels ogsaa have sin Grund i mindre nøjagtige Overslag, og især i den overordenilig tarvelige Udstyring, der ifølge Overslagene var paa- tænkt at give Banerne for at nedbringe Anlægssummen, men som under Arbejdet maatte forandres for at tilfredsstille billige Fordringer. Men Overskridelserne medførte en højst uheldig Misstemning eller Mistillid til Bestyrelsen og gave Anledning til stærke Angreb paa den saavel i Storthinget som i den offentlige Mening. Dernæst medførte det strænge Sparsommeligheds-Princip, at der