Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

311 Gefle og Malmø ere Hovedsæderne, beskjæftiger sig selvfølgeligt især med Udførsel af Sverrigs Hovedfrembringelse, Producterne fra Skove og Bjergværker, og med Indførsel af de Varer, som Landet ikke selv eller kun utilstrækkeligt kan frembringe, saasom Sukker, Kaffe, Bomuld, vævede Sager, Korn, Tobak, Steenkul, o. s. v. Den indenrigske Handel bringer ad Søveje, Jernbaner og Landeveje Udførselsgjenstandene til Havnene, og spreder atter fra disse de indførte Varer ad de samme Veje over hele Landet. Transithandelen kan paa Grund af Landets Beliggenhed ikke have stor Betydning; Sverrig har kun Landgrændse med Norge, og over denne kunde der kun være Tale om en Transithandel gjennem det nord- lige Sverrig fra Rusland til de altid iisfrie Havne paa Norges Vestkyst; over det sydlige Sverrig til de svenske Havne ved Kattegattet kunde der ogsaa være Transitvej for russiske Producter, hvorved de vilde undgaa den lange Søvej S. om Sverrig, faa en kortere Vej til Vest- europa og finde Havne, der kun kort Tid af Aaret ere spærrede af lis. Hensynet til denne Transithandel er ogsaa hyppigt blevet fremdraget som Motiv til Anlæg af forskjellige Jernbaner, hvad der senere vil blive omtalt. Landets Forsvar. Paa Grund af Jernbanernes Betydning for Krigsoperationer skal der her med et Par Ord antydes, hvorledes Sverrig vil være stillet under Krigsforhold. Under det lidet sandsynlige Tilfælde, at Sverrig skulde føre en Angrebskrig, vil Formaalet være at bringe Stridskræfterne paa letteste og hurtigste Maade til een eller flere Udskibningshavne, men de samme Veje ville i Fredens Dage benyttes til Landets Ind- og Udførsel, de militaire og de civile Bestræbelser falde i den Henseende sammen, og det er altsaa ikke nødvendigt, at der tages særlige Hensyn til hvad der i den Retning kunde være ønskeligt for Krigsførelsen. Hvad Forsvaret angaaer, stille Forholdene sig derimod noget ander- ledes, idet Hensynet til det hyppigt vilde gjøre det ønskeligt at anlægge særegne Linier; for Forsvaret kommer det nemlig an paa, at samle saa hurtigt og let som muligt de nødvendige Troppemasser og Forsyninger paa de strategiske eller for Forsvaret vigtigste Punkter, og disse falde ikke altid sammen med Omsætningens Centralpunkter. Disse Forbin- delseslinier, strategiske Linier, bør selvfølgeligt helst lægges saaledes at de paa bedst mulige Maade og saa længe som muligt ere sikkrede mod Ødelæggelse af Fjenden; de bør ikke blot føre frem til de Punk- ter, hvor den første Modstand kan finde Sted, men tillige tillade en sikker Tilbagegang til andre for et fortsat Forsvar heldige Kamppladse, og tilsidst ende der, hvor den sidste, afgjørende Kamp kan udkjæmpes.