Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

II. SvERRiGS Jernbaner i Almindelighed, Ligesom i de to andre skandinaviske Lande var det i Sverrig først flere Aar efter at der i andre europæiske Stater var anlagt Jernbaner, at man begyndte for Alvor at tænke paa at drage Nytte af dette for et Lands Udvikling uundværlige Samfærdselsmiddel, og Sverrig var endog det af de skandinaviske Lande, der sidst saa sin første Jernbane i Drift. Og Grunden dertil var ikke vanskelig at finde: den almindelige Mening i Sverrig var dengang afgjort mod Jernbaneanlæg, fordi det næsten var blevet en Troessætning, at Sverrig var et fattigt Land, der ikke kunde tænke paa offentlige Arbejder, hvortil Udgifterne skulde tælles i Milli- oner, som kun kunde tilvejebringes ved Statslaan, og Landet altsaa be- tynges med en Statsgjæld, hvorfor det hidtil havde været fri. Endnu paa Rigsdagen 1850/5i udtaltes saaledes, at Sverrig ikke var rig nok til at bygge Jernbaner for Rejsende, der kunde komme hurtig nok afsted med Heste og Vogn, at der ingen Fabriksdrift fandtes til at benytte Jernbanerne, og at disse derfor kun burde anlægges for at lette Ud- førselsproducternes Transport til Havnene. Og til denne Frygt for en Statsgjæld, til den Overbevisning om at der i Landet selv ikke fandtes Capitaler til at gjennemføre et saa storartet Anlæg, kom da ogsaa en Betragtning af de særegne Forhold i Landet; dette er i sin Heelhed unægtelig svagt befolket og meget lidet opdyrket, Fabrik- og Industri-Virksomheden ikke stor, og Landets Hovedproducter — af Skove og Bjergværker — antog man, paa Grund af deres ringe Værdi i Forhold, til Rumfang og Vægt, ikke kunde bære Udgifterne ved Transport paa Jernbane, saa at disse kun kunde gjøre Regning paa en ringe Trafik. Endvidere vilde Landets naturlige Be- skaffenhed lægge Hindringer ivejen for Bygning af Jernbaner, thi vel er