Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

11 former hver for sig Resultatet af en ganske bestemt geognostisk Dannelsesproces, som efter sin særegne Cha- rakteer nødvendigviis maatte have en vis bestemt Terrain- form til Følge. Det bliver saaledes Hævningsforholdene og den geognostiske Udvikling, der have bestemt: 1) om Jordoverfladen paa et givet Sted former sig i Høiland, eller Lavland, 2) dernæst, saafremt det Første er Til- fældet, ved særegne Virkningsformer have frembragt sær- egne Overfladeformer (Kegle-, Kjæde- eller Plateauhævning) og 3) endeligt ved Afvexling af rolige og urolige Perioder betinge den ejendommelige Forening af Høiland og Lav- land, som meddeler et vist større Afsnit af Jordoverfladen dets orographiske Physiognomi. At Høiland og Lavland forudsætte en forskjellig geognostisk Udvikling, vil vistnok af det Foregaaende være saa tilstrækkeligt klart, at det ikke her behøver nogen nærmere Oplysning, og vi kunne derfor strax gaae over til en Undersøgelse af de enkelte Hævningsformer. Betragte vi først Keglehævningen1), som frem- træder hyppigst mellem Vulcanerne men dog ogsaa viser sig under andre Forhold (Woolhope-Dalen, Bjergene i Cumberland etc., see det Følg;), da er den aabenbart Resultatet af en punktuelt virkende Kraft. Dersom det hævede Terrain var en seig, plastisk Masse, og Hævningen tillige ikke var betydelig, vilde der danne sig en flad Kegle (eller Kuppel) uden at der samtidigt foregik noget Brud, men da Jordlagene i det Hele kun besidde ringe Bøielighed og ved at hæves kegleformigt i Veiret *) Dufrenoy et E. de Beaumont: Mem. pour serv, a une descrip. géol. de la France. Tome II. 1834. p. 232—52.