Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

138 saavelsom ogsaa (for at anføre et andet Erempel, der ligger os meget mer) Maanesphceroidens Storares perpetuerlige Retning imod Jorden; d. v. s. Materiens formerede Opdyngelse paa den Halvdeel af Maanen, som vi see, en Opdyngelse, der bestemmer Rotationens Forhold til Omløbstiden og naaer op indtil Satellitens ældste Dannelsesepoche. „Jordens mat he- rn a tiske Figur er sammes med stille Vand bedækkede Overflade;" hertil referere sig alle geodcetisie til Havspeilet reducerede Grademaalinger. Fra denne Jordens mathematiske Overflade er den physiske, med alle det Fastes Tilfældig- heder og Ujævnheder, forskjellig^'. Jordens hele Figur er bekjenvt, nam- man kjender Fladtrykningens DuantUet, og Wquatorial-Diameterens Størrelse. Men for at faae et fuldstændigt Billede af Skikkelsen, vilde Maalninger i to paa hinanden perpendiculære Retninger være nødvendige. Elleve Grademaalninger (Bestemmelser af Jordoverfladens Krumning i forskjellige Egne), af hvilke ni alene tilhore vort Aarhundrede, have lært os at kjende Størrelsen af Jordlegemet, som allerede Plinius^ kalder „et Punkt i det umaalelige Vervensalt." Naar vi herved have feet, at sorstjellige Meri- dianer, Under lige Bredegrader, ikke altid have samme Krumning, taler netop denne Omstændighed for de anvendte Instrumenters og Methoders Nøjagtighed, for naturtroe, partielle Resultaters Sikkerhed. Selve Slutningen fra den tiltrækkende Krafts Tilvært (i Retningen fra Wquator hen til Polerne) til en Planets Figur, er afhængig af Tæthedens Fordeling i dens Indre. Naar Newton af theoretifke Grunde, og vel ogsaa tilskyndet ved den af Cassini allerede for 1666 op- dagede Fladtrykning hos Jupiter^, i sit udødelige Værk Philosophiae Naturalis Principia bestemte ^oldens Fladtrykning hvis den bestod af en homogen Masse, til