Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

179 for altid forklarer store Phænomener af locale Jord- og Lllft- Processer, saa opstaaer overalt, hvor Jordrystelserne ved- vare længere Tid, Frygt for at en ny Vulkan flal bryde frem. I enkelte sjeldne Tilfælde har rigtignok denne Frygt vrist sig som begrundet, saasom ved pludselig Hævning af vUlkanffe Eilande, og da der den 29. September 1759 efter 90 Dages vedvarende Jordskjælv og underjordisk Torden hævede sig en Vulkan af Jorullos Sletter (et nyt Bjerg af 1580 Fods Hvide over den gamle Slette). Dersom man kunde have Efterretning om den hele Jord- overflades daglige Tilstand, saa vilde man hoist sandsynlig vorde overtydet om, at denne Overflade næsten altid bæver paa eet eller andet Sted, og at den saaledes uafbrubt er Underkastet det Indres Reaction mod det Ådre. Denne Fre- qnents og almindelige Udbredelse af et Phænomen, der sand- synligviis har sin Oprindelse af en forhøjet Temperatur i de dybeste smeltede Lag, sorklarer Uafhængigheden af de Bjerg- arters NatUr, i hvilke Phænomenet yttrer sig. Selv i de loseste Alluviallag i Holland, omkring Middelburg og Vlies- stngen, har man (den 23. Februar 1828) mærket Jord- rystelser. Granit og Glimmerstiefer rystes ligesaa vel som Flötskalk og Sandsteen, som Trachyt og Mandelsteen. Det er ikke Bestanddelenes chemiske NatUr, men Bjergarternes mechanifle Structur, der modificerer Forplantelsen af Be- vægelsen (Rystelses-Bolgen). Hvor sidstnævnte regel- mæsig løber langs med en Kyst, eller ved Foden og i Retning af en Bjergkjcede, bemærker man Undertiden, og dette allerede siden Aarhundreder, en Afbrydelse paa visse Punkter. Undulationen strider frem i Dybden, men føles aldrig i hine Punkter paa Overfladen. Peruanern^ sige om disse rrbe- vægede ovre Lag, „at de danne en Bro". Da Bjergkjederne 12*