Studier fra Verdensudstillingen i Paris
Forfatter: Adolf Bauer
År: 1889
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 54
UDK: 061.4(100) Paris
DOI: 10.48563/dtu-0000014
Exposition universelle internationale de 1889
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
45
træerne i Versailles ere plantede. Det er væsentlig »store Stykker«, som der er lagt an
paa saavelsom paa dertil svarende store Priser. Man forstaar derigjennem yderligere
Arten af det Klientel, de franske Guldsmede tør paaregne.
Naar der da herved paatrykkes Guldsmedenes Arbejder en væsentlig Del af deres
Karakter, maa det ikke overses, at Tilbøjeligheden til at forme de anselige og kostbare
Metalmasser i de Former, foregaaende Slægtled have benyttet, desuden bestyrkes ved
andre Omstændigheder. Den ene af disse er den moderne Sans for at samle paa saa-
clanne Gjenstande, der tilhøre Fortiden, en Tilbøjelighed, som i Frankrig næres af de
store private Samlere, hvis Samlinger ere Gjenstand for jævnlige Beskrivelser, som naar
de komme under Hammeren — og tidligere eller senere sker dette jo dog med de fleste
Samlinger — beskrives udførlig i Bladene og ved Auktionen i Hotel Drouot hidlokke et
talrigt kjøbelystent Publikum. Der er franske Blade, der have faste Kronikører til at
skrive om disse Æmner, de »berømteste« Auktioner over kunstindustrielle Arbejder, der
have fundet Sted i de senere Aar, ere skildrede i et Værk af Paul Eudel, som selv har
været en betydelig Samler, navnlig af Sølvarbejder, og man kan sige, at det hører til god
Dannelse i Frankrig at have visse kunstindustrielle Forudsætninger. Den anden Omstændighed,
som bidrager til at holde de franske Guldsmede fast paa den nævnte Vej, er den Sikkerhed,
hvormed de kunne bevæge sig- paa denne. Her gjør den stærke Tradition, der er en af
Franskmændenes Fordele, sig i høj Grad gjældende. Den er forplantet gjennem mange
Slægtled, maaske lige fra de Kunstnere, der have arbejdet i det 16de, 17de og 18de
Aarhundrede, thi de store franske Kunsthaandværkere vare Mestre, der dannede Skole,
og hvis Elever forplantede Traditionen videre. Man føler denne Traditionens Magt ogsaa
i Behandlmgsmaaden af de udstillede Arbejder. Disse store Sølvarbejder -— thi det er
væsentlig Sølv, hvormed den profane Guldsmedkunst arbejder — ere behandlede med en
Virtuositet, der røber en gammel, nedarvet Kunst, ligesom cle franske Digteres Behandling-
af deres Sprog har til Forudsætning den stærke Gjennemarbejdning, dette har været
Gjenstand for. Det kan da tilføjes, at det ogsaa kun er rent undtagelsesvis, at Sølvet i
disse Arbejder præsenterer sig som det blanke hvide Metal, det er, naar det kommer ud
af Smeltediglen. For med mere Værdighed at kunne iføre sig Fortidens Dragt har det
antaget graalige, mørke Farver, der give det en passende Ælde. Niello eller ialtfald et
mat Graat ere de fremherskende Farver.
Der er, naar man gjennemgaar de franske Guldsmedes righoldige Udstillinger,
næppe nogen af de ældre Stilarter, som ikke findes repræsenteret. Hyppig vil man hos cle
større Firmaer kunne faa enhver Smag i disse Retninger tilfredsstillet. Alligevel er det
blevet paastaaet fra sagkyndig Side, at den Stil, som de franske Guldsmede for Øjeblikket
særlig dyrke, er Louis XV. Falize, der paa forskjellige Steder har skrevet om den franske
Guldsmedudstilling, hævder dette med stor Styrke; han paastaar endog, at Maintenon og
Dubarry, hvis de kom paa Udstillingen, af den Grund vilde føle sig som hjemme der.
At Rokokoen, der saa vel egner sig til Bordets festlige Udmykning og ikke mindre godt
passer til Materialet, maa spille en stor Rolle, er selvfølgelig, men den er ialtfald ikke
eneherskende. Hos Froment-Meurice kan man finde alle andre Stilarter lige til Japan, hos
Boin-Taburet, der betegnes som den, der mere end nogen Anden har dyrket Rokokoen,
træffer man tillige baade Louis XIV og Louis XVI, Boucheron excellerer i Arbejder, der
kunne henføres til Louis XIII, osv. Det er egentlig kun paa disse Omraader og indenfor
disse Traditioner, at de franske Guldsmede og de med dem samvirkende Kunstnere føle
sig rigtig hjemme, men her bevæge de sig ogsaa med en Sikkerhed som Folk, der føle sig
indenfor deres egne Døre. Hvorledes de uvilkaarlig søge at bringe det Nye, der bydes
dem, til at falde ind under de givne Formler, derpaa er netop den her afbildede Terrin
(Fig. 19) med Plateau, udført af det bekjendte Firma Christofle, et lærerigt Exempel.