Studier fra Verdensudstillingen i Paris

50 lod Renaissancetidens rige Dekorationer ligge, og at man valgte disse ejendommelige, ofte saa ubestemmelige Linier og de ikke mindre karakteristiske Anbringelser af Dekora- tioner, som vi alle kjende. Men dernæst har dets Indflydelse i dette Fag maaske ikke været mindre for Materialets Vedkommende. Japan har lært Folk ikke at sætte de to ædle Metaller som det ubetinget Eneste, hvorpaa Kunstneren og Haandværkeren burde øve deres Talenter; det har viist, hvorledes Sammensætninger, Indlægninger af ædle Metaller i uædle og omvendt kunde skabe smukke og betydningsfulde Værker. Lærdommen blev ikke frugtesløs. Jeg har ikke nogen Erindring om, at jeg paa Pariserudstillingen i 1867 har set Virkningen af denne Indflydelse. Desto stærkere viste den sig paa Udstillingen i 1878. Det Indtryk, jeg da fik af Tiffanys Udstilling, kan kun gjengives ved Ordene: »Japan oversat paa Amerikansk«, medens man saa til Gjengjæld gjerne kan kalde Christofle's Udstilling for »Japan paa Fransk«. Ved Tiffanys Udstilling slog det nemlig, at der ikke var den Sikkerhed og Smag i Anvendelsen af de japanske Former, som fandtes hos Christofle, men det er dog kun den ene Del af det Indtryk, som søges gjengivet ved de brugte Betegnelser. Der var tillige hos Tiffany en Bestræbelse for at benytte Galvano- plastiken og navnlig Udfælding af Guld i forskjellige Lag og derfor af forskjellig Farve til Gjengivelsen af de japanske Dekorationer, som ogsaa vel kunde berettige til Anvendelsen af Udtrykket: Japan paa Amerikansk. Forskellighederne traadte allerede dengang kjendelig frem mellem de to Firmaer, Christofle og Tiffany, som da stod som Repræsen- tanter for Indførelsen af japansk Kunst i moderne europæisk-amerikansk Guldsmedkunst. Det vil være bekjendt, at der senere udbrød en Prioritetsstrid mellem de to Firmaer om, hvem af dem Æren for først at have fulgt i Japanernes Fodspor tilkom. Christofle henviste til, at han efter meget Arbejde var naaet til at fremstille den forunderlige Metal- blanding Mokoumé, der ligesom den tilsvarende hos Japanerne er sammensat af de for- skjelligste ædle og uædle Metaller mellem hverandre, der udhamres eller udvalses, men herimod stillede Tiffany sit Moka-Meie, der i alt Væsentligt var en lignende Metal- sammensætning, som bearbejcledes paa tilsvarende Maade. Striden fortsattes, og som sædvanlig holder hver Part paa, at han har Ret. Men hvis man skal have et Resultat ud af Striden, saa forekommer det mig at være det, at man derigjennem har erfaret, hvilke Veje Japanismen gaar under sin fortsatte Tilværelse paa europæisk-amerikansk Jordbund. Det er maaske lidt vanskeligt at ville opstille Kategorier her, men mit Indtryk er dog, at der her kan paavises to forskjellige Fremgangsmaader, som dog ikke kunne holdes skarpt ude fra hinanden. De parisiske Guldsmedbutikker saavelsom Udstillingens Arbejder have bestyrket mig i denne Opfattelse. Den ene Bestræbelse gaar i Retning af, hvad 1*ranskmændene kalde orflvrerie martelée, det er det med Hammeren bearbejdede Metal eller Sammensætninger af forskjellige Metaller, der atter har hidført en stærk Benyttelse af det repousserede Arbejde. Man kan ikke undgaa i Guldsmedenes Vinduer i Paris at lægge Mærke til, hvor stærkt repousseret Arbejde er i Mode, man træffer det hos Fagets franske Dyrkere som hos den amerikanske Guldsmed Howard i Avenue de l’Opéra, og gaar man til det store engelske Guldsmedfirma: The manufacturing Goldsmiths and Silversmiths Comp, paa Udstillingen, saa ser man det atter der. Hos Amerikanerne finder man det i stor Udstrækning, og det er værd at lægge Mærke til, hvilken Anvendelse det har faaet hos Tiffanys Nabo Gorham i den amerikanske Afdeling. Han er naaet til — hvad Tiffany forøvrigt ogsaa tildels har gjort — at benytte indianske Motiver som Dekoration, og man gjør sig vanskelig en Forestilling om, hvor godt disse tage sig ud i repousseret Arbejde. Den anden Vej, man er kommen ind paa, er den, som Franskmændene betegne som orf&vrerie polychrome, og ogsaa her staar Tiffany som Hovedmanden. Han nøjes nu